Indledning

Tryghed er en fundamental værdi i det danske samfund, men den er hverken entydig eller universel. Oplevelsen af tryghed formes i spændingsfeltet mellem objektive sikkerhedsforanstaltninger og subjektive følelser af beskyttelse. Med Regeringens Tryghedspakke 2025, Et trygt Danmark for alle, adresseres en voksende samfundsmæssig bekymring for utryghed i det offentlige rum. Pakken består af 15 initiativer, der spænder fra skærpet overvågning til restriktioner for personer med utryghedsskabende adfærd.

Men hvad betyder tryghed i denne sammenhæng? Og hvilke sociale dynamikker træder i kraft, når staten intensiverer sin kontrol over offentlige rum? Denne analyse undersøger Tryghedspakken gennem en antropologisk linse med særlig vægt på magt, overvågning og disciplinering. Ved at trække på teoretiske perspektiver fra blandt andre Michel Foucault, Pierre Bourdieu og Howard Becker vil jeg belyse de underliggende mekanismer, der former og fastholder opfattelser af tryghed og risiko i det danske samfund. Desuden vil analysen diskutere, hvorvidt initiativerne i pakken primært fungerer som symptombehandling frem for en forebyggende indsats mod utryghedens dybereliggende årsager.

Regeringens Tryghedspakke – Et trygt Danmark for alle

Tryghedspakken Et trygt Danmark for alle introducerer en række initiativer, der har til formål at reducere utryghed i det offentlige rum. Pakken bygger på en forestilling om, at øget regulering og overvågning kan minimere oplevelsen af fare og dermed styrke den kollektive følelse af sikkerhed. Men denne tilgang rejser også spørgsmål om magtanvendelse, marginalisering og individets bevægelsesfrihed.

Centralt i pakken står muligheden for at udstede opholdsforbud til personer, der vurderes at udvise utryghedsskabende adfærd. Politiet kan forbyde disse individer adgang til specifikke områder i op til 30 dage, og overtrædelse kan føre til bøde eller fængselsstraf. Men hvad indebærer utryghedsskabende adfærd? Fraværet af en præcis definition åbner for en bred fortolkningsramme, hvor vurderinger baseres på subjektive kriterier og sociale normer.

Et andet markant initiativ er den øgede tv-overvågning, hvor kommunerne får mulighed for at opsætte flere kameraer på offentlige steder i samarbejde med politiet. Dette gælder også boligforeninger, som får en udvidet adgang til at anvende overvågning som et middel til at øge trygheden. Udvidelsen af realtidsovervågning på togstationer og i nattelivszoner er et yderligere skridt mod en mere omfattende monitorering af offentlige rum.

Foruden skærpet overvågning skærpes også strafferammen for visse lovovertrædelser. Bødestraffe for overtrædelser i nattelivet fordobles, og personer, der er idømt tilhold i sager om partnervold, vil ikke længere kunne få våbentilladelse. Disse tiltag bygger på en præventiv logik, hvor sanktioner skal fungere afskrækkende og dermed reducere risikoen for kriminalitet og vold.

Selvom pakken umiddelbart fremstår som en løsning på et stigende samfundsmæssigt behov for tryghed, rejser den en række kritiske spørgsmål: Bidrager øget kontrol reelt til en følelse af tryghed, eller skaber den snarere en følelse af mistillid og social overvågning? Og hvilke grupper i samfundet bliver særligt påvirket af disse restriktioner? For at besvare disse spørgsmål inddrager analysen en række antropologiske og sociologiske teorier om tryghed, magt og disciplinering.

Teoriafsnit

Teoretiske Perspektiver: Tryghed, Magt og Overvågning

For at forstå Tryghedspakkens betydning og konsekvenser er det nødvendigt at inddrage centrale teoretiske perspektiver på tryghed, overvågning og magt. Tryghed er ikke blot en objektiv tilstand, men også en oplevet følelse, der formes af sociale og kulturelle faktorer. Denne sektion trækker på teorier fra blandt andre Michel Foucault, Pierre Bourdieu, Howard Becker og Ulrich Beck for at belyse, hvordan tryghedspakken kan forstås i en bredere samfundsmæssig kontekst.

Tryghed som oplevelse og struktur

Tryghed kan både være en objektiv realitet – et fravær af reel fare – og en subjektiv følelse af at være sikker. Inden for kriminalpræventiv forskning skelnes der mellem objektiv tryghed (den faktiske risiko for kriminalitet) og subjektiv tryghed (den oplevede følelse af sikkerhed) (Killias, 1990). Subjektiv tryghed påvirkes af en række faktorer, herunder individets sårbarhed, sociale erfaringer og de fysiske omgivelser.

Fra et situationsbestemt perspektiv (Scherg, 2018) opstår utryghed i et samspil mellem en modtagelig person, en utryghedsaktivator (f.eks. bestemte personer, adfærd eller steder) og et fravær af betryggende forhold. Tryghedspakkens fokus på overvågning og sanktioner kan ses som en strategi til at minimere utryghedsaktivatorer, men spørgsmålet er, om dette blot er en symptombehandling snarere end en løsning på de grundlæggende årsager til utryghed.

Overvågning og disciplinering: Foucaults panoptikon

Michel Foucaults (1977) begreb panoptikon beskriver, hvordan magt bliver udøvet gennem internaliseret overvågning. Inspireret af Jeremy Benthams fængselsdesign er panoptikonet en metafor for en samfundsstruktur, hvor individer aldrig ved, om de bliver overvåget, og derfor tilpasser deres adfærd i overensstemmelse med de gældende normer.

Den øgede brug af tv-overvågning i Tryghedspakken kan forstås i denne optik: Kameraerne sikrer ikke kun et kontrolredskab for myndighederne, men bidrager også til en kultur, hvor borgerne overvåger sig selv og hinanden. Mens dette kan føre til en øget følelse af tryghed for nogle, kan det samtidig skabe en atmosfære af mistillid og begrænse den sociale frihed i offentlige rum.

Ud over panoptikonet introducerer Foucault også begrebet biopolitik, hvor staten ikke blot kontrollerer individer gennem love og sanktioner, men også regulerer deres liv og adfærd på mere subtile måder. Når regeringen indfører restriktioner for bestemte grupper – f.eks. ved at forbyde personer med en vis adfærd adgang til bestemte områder – er det ikke blot et spørgsmål om at håndhæve loven, men om at forme borgernes bevægelsesmønstre og interaktioner i det offentlige rum.

Stempling og social eksklusion: Beckers stemplingsteori

Howard S. Beckers (1963) stemplingsteori understreger, at afvigelse ikke er en iboende egenskab ved en handling, men derimod en social konstruktion. Det er samfundets reaktion på en given adfærd, der definerer den som normbrydende. Når Tryghedspakken giver myndighederne ret til at udstede opholdsforbud til personer, der vurderes at skabe utryghed, opstår risikoen for stempling og marginalisering.

Individer, der modtager et opholdsforbud, kan blive fastholdt i en rolle som “forstyrrende elementer”, hvilket kan føre til en selvopfyldende profeti: Når de først er blevet stemplet som uønskede, kan det forværre deres sociale position og øge sandsynligheden for yderligere eksklusion. Særligt udsatte grupper, såsom hjemløse, unge i bestemte boligområder eller personer med minoritetsbaggrund, kan risikere at blive uforholdsmæssigt ramt af sådanne foranstaltninger.

Risikosamfundet: Ulrich Becks perspektiv

Ulrich Becks (1992) teori om risikosamfundet beskriver, hvordan moderne samfund organiseres omkring identifikation og håndtering af risici. I takt med at traditionelle former for sikkerhed (familie, fællesskab, økonomisk stabilitet) bliver svækket, bliver overvågning og regulering en måde at forsøge at kontrollere det uforudsigelige.

Tryghedspakken kan således ses som en reaktion på en stigende samfundsmæssig optagethed af risiko. Staten forsøger at mindske følelsen af utryghed ved at intensivere kontrollen med det offentlige rum – men dette kan have utilsigtede konsekvenser. Hvis tryghedspolitikken primært fokuserer på at identificere og sanktionere potentielle trusler, risikerer den at forstærke en kultur, hvor frygt og mistro bliver dominerende elementer i det sociale liv.

Bourdieu: Tryghed som symbolsk magt

Pierre Bourdieus (1977, 1991) begreber om habitus, felt og kapital kan hjælpe med at forstå de sociale mekanismer, der ligger til grund for, hvem der betragtes som tryghedsskabende og utryghedsskabende. Tryghedspakken afspejler en form for symbolsk magt, hvor staten definerer, hvilke individer og adfærdsformer der er acceptable i det offentlige rum.

Samtidig kan politikken ses som et udtryk for sproglig ensretning, hvor bestemte grupper – f.eks. unge fra visse boligområder – konstrueres som problematiske. Når bestemte former for adfærd udpeges som utryghedsskabende, skabes en dikotomi mellem dem, der har ret til at færdes frit i det offentlige rum, og dem, der må kontrolleres eller udelukkes.

Analyseafsnittet

Analyse: Tryghedspakken i et antropologisk perspektiv

Regeringens Tryghedspakke 2025 er en politisk respons på en oplevelse af stigende utryghed i det danske samfund. Men hvordan fungerer dens tiltag i praksis, og hvilke sociale mekanismer aktiveres? Ved at anvende de tidligere præsenterede teoretiske perspektiver kan vi analysere, hvordan pakken påvirker magtrelationer, social eksklusion og borgernes oplevelse af tryghed.

Opholdsforbud og stempling: Hvem har ret til byrummet?

Et af Tryghedspakkens mest kontroversielle initiativer er muligheden for at udstede opholdsforbud til personer, der vurderes at udvise utryghedsskabende adfærd. Dette kan tolkes som et forsøg på at reducere konkret og specifik utryghed(Scherg, 2018) ved at fjerne de personer, som skaber utryghed for andre.

Fra et stemplingsteoretisk perspektiv (Becker, 1963) indebærer denne tilgang en risiko for social marginalisering. Når en person først stemples som utryghedsskabende, kan det føre til en selvopfyldende profeti, hvor individet bliver fastholdt i en outsiderposition og får sværere ved at genvinde social anerkendelse. For personer, der i forvejen befinder sig i udsatte positioner – f.eks. hjemløse, etniske minoriteter eller unge i belastede boligområder – kan opholdsforbuddet resultere i øget marginalisering frem for reel kriminalitetsforebyggelse.

Her spiller Bourdieus begreb om symbolsk magt (1991) en central rolle: Staten definerer, hvem der anses for at være en legitim del af byrummet, og hvem der betragtes som en trussel mod den kollektive tryghed. Dette er ikke kun en fysisk eksklusion, men også en sproglig og kulturel konstruktion af visse grupper som uønskede elementer.

Overvågningens dobbelte effekt: Tryghed eller mistillid?

Et andet centralt initiativ i Tryghedspakken er den øgede tv-overvågning i offentlige rum. Intuitivt kan overvågning virke som et effektivt redskab til at øge trygheden, da den både kan afskrække potentielle lovovertrædere og lette politiets efterforskningsarbejde.

Men fra et Foucault-inspireret perspektiv (1977) kan overvågning også ses som en form for disciplinering. Panoptikonets logik – hvor individet aldrig ved, hvornår det bliver observeret, og derfor tilpasser sin adfærd – kan skabe en situation, hvor borgerne i højere grad kontrollerer sig selv. Dette kan føre til en oplevelse af øget tryghed for nogle, men også en internaliseret overvågning, hvor sociale interaktioner præges af frygt for at blive mistænkeliggjort.

Derudover er spørgsmålet, hvem der overvåges, og hvem der føler sig trygge ved overvågningen. Forskning viser, at tv-overvågning ofte er mest intensivt i områder, hvor bestemte sociale grupper i forvejen anses for problematiske (Rigspolitiet, 2018). Dermed kan overvågning blive en form for social sortering, hvor bestemte grupper konstant er under mistanke, mens andre oplever det som en beskyttelse.

I et risikosamfundsperspektiv (Beck, 1992) kan overvågning forstås som et forsøg på at kontrollere det ukontrollerbare. Utryghed bliver et diffust fænomen, der skal håndteres gennem teknologiske og bureaukratiske løsninger – men dette risikerer at flytte fokus væk fra de mere grundlæggende sociale og økonomiske årsager til utryghed.

Straffesanktioner og disciplinering: Hårdere straffe som løsning?

Et andet væsentligt element i Tryghedspakken er de skærpede straffe for blandt andet graffitihærværk og uorden i nattelivet. Rationalet bag disse initiativer er baseret på en afskrækkelseslogik: Jo højere straffen er, desto mindre sandsynligt er det, at lovovertrædelser finder sted.

Men forskning viser, at hård straf sjældent har en stærk præventiv effekt (Det Kriminalpræventive Råd, 2009). Kriminalitet og normbrydende adfærd er ofte drevet af sociale og strukturelle faktorer snarere end en rationel kalkule af potentielle konsekvenser.

Fra et Foucault’sk perspektiv kan vi se disse initiativer som et udtryk for disciplinær magt, hvor staten søger at normalisere adfærd gennem sanktioner. Men spørgsmålet er, om denne form for disciplinering primært rammer bestemte sociale grupper, som i forvejen har begrænset adgang til ressourcer og sociale netværk.

I et Bourdieu’sk perspektiv (1977) kan man desuden argumentere for, at strafsystemet fungerer som en mekanisme til at reproducere sociale hierarkier. Personer med adgang til økonomisk og kulturel kapital har ofte flere muligheder for at undgå kriminalisering, mens dem, der mangler disse ressourcer, lettere bliver en del af det strafferetlige system.

Diskursanalyse af begrebet “tryghed” – En kritisk diskursanalyse

Introduktion: Tryghed som diskurs

Tryghed er et af de mest brugte ord i politik, medier og hverdagsliv. Det kan betyde alt fra fysisk sikkerhed til økonomisk stabilitet. Tryghed kan også være en følelse, en ret, en strategi.

Men hvem bestemmer, hvad tryghed betyder? Og hvordan bruges ordet til at påvirke os?

Med udgangspunkt i Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse (CDA) undersøger denne tekst, hvordan tryghed skabes sprogligt, udbredes i samfundet og har politiske konsekvenser. Faircloughs metode arbejder på tre niveauer:

1. Tekstniveau: Hvordan ord og sætninger skaber mening.

2. Diskursiv praksis: Hvordan medier og politikere bruger tryghed strategisk.

3. Social praksis: Hvordan tryghedsdiskursen påvirker magt og samfund.

Tryghed på tekstniveau: Sprogets magt

Sprog former vores tanker. Hvordan vi taler om tryghed, bestemmer, hvordan vi forstår den. Her er tre sproglige greb, som ofte ses i politisk og mediemæssig diskurs:

Ordvalg: Tryghed er noget, vi skal have eller miste

Tryghed beskrives ofte som en ressource, der enten findes eller mangler. Politikere siger, at vi skal “genoprette trygheden” eller “styrke trygheden”. Det skaber en forestilling om, at noget er gået tabt.

Modsætningen tryghed vs. utryghed er central. Når en minister siger “Folk føler sig mere utrygge end nogensinde”, skabes et billede af en eskalerende krise – uanset om statistikkerne understøtter det (Justitsministeriet, 2022).

Metaforer: Tryghed som en borg

Mange taler om tryghed som noget, der skal beskyttes. Vi ser ofte ord som:

• “Trygge rammer”

• “Tryghedsgaranti”

• “Vi skal stå vagt om trygheden”

Disse metaforer antyder, at tryghed er noget, der kan angribes, og at nogen må forsvare den.

Aktiv vs. passiv sprogbrug

Der er forskel på, om sætninger formuleres aktivt eller passivt. Når en politiker siger “Trygheden er svækket”, er det uklart, hvem der har svækket den. Men hvis han siger “Kriminelle bander skaber utryghed”, peges der direkte på en skyldig.

Sproget er ikke tilfældigt. Det styrer, hvem vi ser som problemet – og hvem vi forventer skal løse det.

Diskursiv praksis: Hvordan tryghed bruges i politik og medier

Tryghedsdiskursen produceres og cirkuleres gennem politik, nyhedsmedier og sociale platforme. Hvem har magten til at definere tryghed?

Politisk diskurs: Tryghed som valgstrategi

Tryghed er en central del af politiske kampagner. Det er et ord, der appellerer til vælgere, fordi det taler til vores følelser.

Forskellige partier definerer tryghed forskelligt:

• Højrefløjen taler om tryghed i relation til kriminalitet og politi (Hall, 2019).

• Venstrefløjen kobler tryghed til velfærd og social støtte (Giddens, 1998).

Et eksempel: Under valgkampen i 2022 sagde en dansk politiker:

“Tryghed handler ikke kun om politi i gaderne, men også om gode daginstitutioner og et stærkt sundhedsvæsen.”

Her ses en bredere forståelse af tryghed, hvor den ikke kun er fraværet af kriminalitet, men også handler om sociale forhold.

Mediernes rolle: Når tryghed sælger

Medier former vores opfattelse af tryghed. Nyhedsoverskrifter som:

• “Flere danskere føler sig utrygge i nattelivet” (DR, 2023)

• “Voldsepisoder ryster lokalsamfundet”

… skaber en forestilling om et samfund i krise – selv hvis kriminalitetsraterne ikke er stigende.

Dette kaldes kriminalitetsdiskursen (Altheide, 2013). Når tryghed præsenteres som truet, legitimerer det ofte øget politiindsats og hårdere straffe.

Social praksis: Tryghedsdiskursens konsekvenser

Tryghedsdiskursen påvirker samfundet på tre centrale måder:

 Legitimering af politiske tiltag

Når politikere taler om “stigende utryghed”, kan det bruges til at retfærdiggøre nye love. Eksempelvis er indførelsen af tryghedsvagter i danske byer blevet solgt som en nødvendighed for borgernes sikkerhed (Justitsministeriet, 2023).

Magt og eksklusion

Tryghedsdiskursen bruges også til at definere “de andre”. Visse grupper fremstilles som en trussel – fx unge i udsatte boligområder eller bestemte etniske minoriteter (Wacquant, 2009). Det kan føre til marginalisering og stigmatisering.

Ansvarsfordeling: Staten eller individet?

Tryghedsdiskursen skubber også ansvaret rundt. Hvis tryghed fremstilles som noget, du selv må tage ansvar for, kan det føre til øget privatisering af sikkerhed – fx flere overvågningskameraer i private hjem (Beck, 1992).

Konklusion: Hvem ejer trygheden?

Tryghed er ikke et neutralt begreb. Det skabes gennem sprog og magt. Politikere og medier bruger det til at forme vores forståelse af samfundet – og til at fremme bestemte dagsordener.

Faircloughs diskursanalyse viser, at tryghed kan være et værktøj til at samle eller splitte. Når vi hører ordet tryghed, bør vi spørge: Tryghed for hvem? Og på hvilke præmisser?

Diskursanalyse af Regeringens Tryghedspakke

En kritisk diskursanalyse af statens brug af tryghedsbegrebet

Introduktion: Tryghed som politisk strategi

Den danske regering lancerede i 2023 en tryghedspakke med det erklærede formål at skabe mere sikkerhed i offentlige rum. Tiltagene inkluderede:

• Flere politibetjente i bymidter og natteliv.

• Skærpet straf for visse forbrydelser.

• Øget brug af overvågningskameraer.

• Strammere regler for uroskabende personer i nattelivet.

Men hvad betyder tryghed i denne sammenhæng? Er der objektive indikatorer for, at Danmark er blevet mere utrygt? Eller skabes tryghedsdiskursen for at legitimere en bestemt politik?

Med udgangspunkt i Faircloughs kritiske diskursanalyse (CDA) undersøger denne tekst, hvordan regeringen bruger tryghedsdiskursen til at forme borgernes opfattelse af sikkerhed og legitimiteten af politiske tiltag. Analysen inddrager tre niveauer:

1. Tekstniveau: Hvordan sprog og retorik konstruerer tryghed.

2. Diskursiv praksis: Hvordan tryghedspakken indgår i en bredere politisk og mediemæssig dagsorden.

3. Social praksis: Hvilke samfundsmæssige konsekvenser tryghedsdiskursen kan have.

Tryghed på tekstniveau: Sproget i regeringens kommunikation

Regeringens kommunikation omkring tryghedspakken bruger en række sproglige strategier til at præsentere tryghed som en truet tilstand, der kræver politisk handling.

Ordvalg: Tryghed som mangelvare

Pakken omtales som en løsning på et voksende problem. Regeringens pressemeddelelse (Justitsministeriet, 2023) bruger formuleringer som:

• “Vi oplever stigende utryghed i nattelivet”

• “Borgere skal kunne færdes trygt uden frygt for vold og chikane”

• “Regeringen sætter massivt ind mod utryghedsskabende adfærd”

Her fremstilles tryghed som noget, der eroderer, mens regeringen fremstilles som den, der genopretter den.

Metaforer: Tryghed som en kamp

Tryghedspakken omtaler “at sætte hårdt ind mod utryghed”. Sprogbruget aktiverer en kampdiskurs, hvor regeringen fremstår som en beskytter, og utrygheden som en fjende.

Metaforer som “at slå ned på kriminalitet” og “at tage trygheden tilbage” skaber en følelse af akut handling, selvom kriminalitetsstatistikker ikke nødvendigvis viser en forværring (Altheide, 2013).

Passiv konstruktioner: Hvem skaber utrygheden?

Regeringens sprogbrug er ofte vag omkring, hvem der konkret skaber utrygheden. Eksempel:

• “Mange oplever en stigende følelse af utryghed.”

• “Vi kan ikke acceptere utryghed i vores byer.”

Hvem oplever dette? Hvad er årsagen? Den passive formulering gør, at utrygheden fremstår som et objektivt problem snarere end en subjektiv følelse.

Diskursiv praksis: Tryghedspakken i medier og politik

Tryghedspakken er ikke isoleret fra den bredere politiske og mediemæssige kontekst. Den bygger på allerede eksisterende diskurser om kriminalitet og tryghed.

Politisk positionering: Tryghed som valgtema

Tryghed er et effektivt emne i politik. Når regeringen lancerer en tryghedspakke, sender den et signal om handlekraft. Samtidig bruges pakken strategisk til at afgrænse politiske positioner:

• Regeringen fremstiller sig selv som beskytteren af borgernes tryghed.

• Oppositionen (fx venstrefløjen) kan kritisere pakken for at være overdrevet eller autoritær.

• Højrefløjen kan argumentere for, at pakken ikke går langt nok.

På den måde bliver tryghed ikke kun et spørgsmål om sikkerhed – det bliver også et retorisk våben i den politiske kamp.

Mediernes rolle: Forstærkning af utryghed

Nyhedsmedier spiller en central rolle i at forme opfattelsen af tryghed. Artikler med overskrifter som:

• “Flere føler sig utrygge i nattelivet” (DR, 2023)

• “Gaderne er blevet mere urolige” (Berlingske, 2023)

… skaber en perception af øget utryghed, selv hvis statistikkerne ikke nødvendigvis viser det samme.

Når medier og politikere forstærker hinandens narrativer, kan der opstå en feedback-loop, hvor borgerne reelt begynder at føle sig mere utrygge – hvilket igen kan bruges til at legitimere tiltag som tryghedspakken.

Social praksis: Hvad betyder tryghedspakken for samfundet?

Tryghedspakken har konkrete politiske og samfundsmæssige konsekvenser. Den påvirker, hvordan vi forstår tryghed, hvem vi ser som problemet, og hvem der har ansvaret for løsningen.

Legitimering af øget overvågning

Et af tryghedspakkens kernepunkter er flere overvågningskameraer i det offentlige rum. Men forskning viser, at øget overvågning sjældent øger tryghedsfølelsen markant – tværtimod kan det skabe en følelse af konstant kontrol (Garland, 2001).

Skift af ansvar: Fra staten til individet

Tryghedsdiskursen kan også bruges til at flytte ansvaret fra staten til borgerne. Når regeringen taler om “at skabe tryghed for sig selv og sine nærmeste”, signalerer det, at borgerne selv må tage mere ansvar – fx ved at købe private sikkerhedsløsninger.

Marginalisering af bestemte grupper

Tryghedspakken nævner specifikt “uroelementer i nattelivet”. Men hvem er disse? Ofte bliver unge mænd fra bestemte miljøer fremstillet som hovedproblemet. Det kan føre til øget profilering og marginalisering af allerede udsatte grupper (Wacquant, 2009).

Konklusion: Tryghed som politisk værktøj

Tryghed er ikke et neutralt begreb. Det er en politisk ressource, der kan bruges til at skabe opbakning, forme borgernes opfattelser og legitimere kontrolforanstaltninger.

Faircloughs diskursanalyse viser, at regeringens tryghedspakke bygger på en kampdiskurs, hvor tryghed fremstilles som truet, og hvor staten positionerer sig selv som garant for orden. Medierne forstærker denne fortælling, hvilket skaber en følelse af, at tryghedspakken er nødvendig.

Men det centrale spørgsmål er: Giver pakken reelt mere tryghed – eller skaber den blot en fortælling om tryghed?

Diskursanalyse af begrebet “forebyggelse”

En kritisk diskursanalyse af statens brug af forebyggelsesdiskursen

Introduktion: Forebyggelse som diskurs

Forebyggelse lyder som noget positivt. Det handler om at tage problemer i opløbet. At undgå kriminalitet, sygdom eller sociale problemer, før de opstår.

Men hvad betyder forebyggelse i praksis? Og hvem har magten til at definere, hvad der skal forebygges – og hvordan?

Med udgangspunkt i Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse (CDA) undersøger denne tekst, hvordan forebyggelse bruges som en politisk og mediemæssig strategi. Analysen fokuserer på tre niveauer:

1. Tekstniveau: Hvordan sproget omkring forebyggelse skaber betydning.

2. Diskursiv praksis: Hvordan forebyggelse bruges i politiske og mediemæssige kontekster.

3. Social praksis: Hvilke samfundsmæssige konsekvenser forebyggelsesdiskursen har.

Tekstniveau: Hvordan forebyggelse konstrueres sprogligt

Forebyggelse bliver ofte præsenteret som en neutral eller objektiv strategi. Men sproget, der omgiver forebyggelse, viser, at det er en konstrueret diskurs, der bruges til at styre politiske og sociale prioriteringer.

Ordvalg: Forebyggelse som investering

Forebyggelse omtales ofte som en økonomisk strategi. Politikere og medier taler om, at “forebyggelse betaler sig”, at “forebyggelse er en investering i fremtiden”, eller at “forebyggelse kan spare samfundet penge”.

Ved at koble forebyggelse til økonomiske gevinster skabes en opfattelse af, at det ikke blot er en etisk forpligtelse, men også en rationel beslutning. Dermed bliver det svært at argumentere imod (Giddens, 1998).

Metaforer: Forebyggelse som forsikring

Forebyggelse beskrives ofte gennem metaforer, der understreger vigtigheden af tidlig indsats. Eksempler inkluderer:

• “En god start er halvdelen af vejen til succes”.

• “Vi skal lukke hullet i hegnet – ikke bare samle de faldne op”.

• “Forebyggelse er bedre end helbredelse”.

Disse metaforer signalerer, at forebyggelse ikke bare er ønskeligt, men nødvendigt (Fairclough, 2010).

Passiv konstruktion: Hvem skal forebygge?

En interessant sproglig strategi i forebyggelsesdiskursen er, at den ofte præsenteres passivt:

• “Kriminalitet skal forebygges”.

• “Der bør sættes tidligt ind over for udsatte unge”.

Men hvem har ansvaret? Staten, forældrene, skolerne eller individet selv? Den passive formulering gør det uklart og kan bruges til at flytte ansvar mellem forskellige aktører (Wacquant, 2009).

Diskursiv praksis: Hvordan forebyggelse bruges i politik og medier

Forebyggelse er ikke kun et neutralt begreb – det er en politisk strategi, der kan bruges til at forme samfundets prioriteter.

Politisk diskurs: Forebyggelse som ideologisk kampplads

Forskellige politiske fløje definerer forebyggelse forskelligt:

• Højrefløjen kobler ofte forebyggelse til lov og orden. Her betyder forebyggelse fx mere politi, hårdere straffe og nultolerance over for småforbrydelser (Garland, 2001).

• Venstrefløjen ser forebyggelse som en social indsats – bedre uddannelse, sociale programmer og støtte til udsatte grupper (Giddens, 1998).

Eksempel: Under valgkampen i 2022 sagde en minister:

“Vi skal investere i forebyggelse, så vi undgår parallelsamfund og kriminalitet.”

Her bruges forebyggelse som en løsning på integration og kriminalitet – men samtidig impliceres det, at bestemte grupperer en risiko.

Mediernes rolle: Sensation eller løsning?

Forebyggelse er et dilemma for medierne. På den ene side rapporterer de ofte om kriser og katastrofer (fx vold, sygdom, økonomiske kriser). På den anden side taler eksperter om nødvendigheden af tidlig indsats.

Men forebyggelse får sjældent de store overskrifter. Som journalist Roy Peter Clark siger:

“If it bleeds, it leads.”

Medier er mere interesserede i effekterne af manglende forebyggelse (fx vold i nattelivet) end i at dække forebyggelsesstrategier (Altheide, 2013).

Social praksis: Hvad betyder forebyggelsesdiskursen for samfundet?

Forebyggelse lyder godt. Men diskursen kan også have utilsigtede konsekvenser.

Forebyggelse som disciplinering

Når staten taler om forebyggelse, handler det ofte om at regulere adfærd. Fx:

• “Forebyggelse af rygning” → flere restriktioner på tobaksvarer.

• “Forebyggelse af kriminalitet” → øget politi og overvågning.

Forebyggelse kan dermed bruges som en legitimering af mere kontrol over borgernes liv (Wacquant, 2009).

Del-konklusion: Forebyggelse som magtredskab

Forebyggelse præsenteres ofte som en neutral strategi, men Faircloughs diskursanalyse viser, at det er en politisk og social konstruktion.

Sprogbruget omkring forebyggelse:

• Kobler det til økonomisk rationalitet (“forebyggelse betaler sig”).

• Bruger metaforer, der understreger nødvendighed (“luk hullet i hegnet”).

• Gør ansvarsfordelingen uklar (hvem skal forebygge?).

• Kan bruges til at disciplinere og ekskludere bestemte grupper.

Når vi hører ordet forebyggelse, bør vi derfor spørge: Forebyggelse for hvem – og på hvilke præmisser?

En antropologisk undersøgelse af fortællinger om tryghed

Indledning: Hvem ejer fortællingen om tryghed?

Tryghed er ikke en neutral tilstand. Det er en fortælling, skabt af politikere, medier og borgere. Regeringens Tryghedspakke (Justitsministeriet, 2025) er et eksempel på, hvordan staten forsøger at definere tryghed som et politisk mål. Men hvordan formidler politikerne denne pakke? Hvordan bliver den fortolket af medierne? Og hvordan oplever borgerne den?

Denne analyse anvender den narrative tilgang (Bruner, 1986; Ricoeur, 1984) til at afdække de forskellige historier, der omgiver tryghedspakken. Fokus er på politikernes narrativer – de historier, de fortæller for at vinde befolkningens opbakning.

Regeringens narrativ: Staten som beskytter

“Vi skaber tryghed for alle danskere.”

Regeringens narrativ er struktureret som en klassisk fortælling med en helt, et problem og en løsning (Bruner, 1986). Staten (helten) står over for en udfordring: borgernes tryghed er truet af kriminelle og utryghedsskabende adfærd. Løsningen er tryghedspakken, som gennem overvågning, opholdsforbud og øget politiindsats vil genetablere trygheden.

Narrativ progression (Ricoeur, 1984)

Paul Ricoeur beskriver, hvordan en fortælling skaber sammenhæng i tid ved at forbinde fortid, nutid og fremtid. I regeringens kommunikation ser vi denne struktur:

• Fortid: Danmark har været et trygt land, men utrygheden er vokset.

• Nutid: Problemerne er identificeret, og regeringen tager ansvar.

• Fremtid: Tryghedspakken vil føre til mere sikkerhed i byrummet.

Denne fortælling har en logik, der er svær at bryde: Den, der stiller sig kritisk, kan fremstå som værende imod tryghed. Dermed bliver tryghedspakken ikke bare en politik – den bliver en moralsk nødvendighed.

Oppositionens narrativer: Overvågning eller reel tryghed?

Oppositionens kritik af tryghedspakken kan opdeles i to hovedfortællinger:

“Dette er symbolpolitik.”

• Nogle oppositionspolitikere argumenterer for, at tryghedspakken primært handler om at vise handlekraft snarere end at løse de reelle problemer.

• Dette narrativ bygger på en dekonstruktiv tilgang (Foucault, 1969), hvor man afslører de underliggende magtstrukturer bag regeringens fortælling.

• Fokus er på, at problemer som social ulighed og ungdomskriminalitet ikke løses gennem mere overvågning, men gennem uddannelse og sociale indsatser.

“Overvågning truer friheden.”

• Andre kritikere ser tryghedspakken som et skridt mod en overvågningsstat, hvor personlige frihedsrettigheder sættes under pres.

• Her bruges en dystopisk narrativstruktur (Hall, 1980), hvor regeringen ikke er helten, men en potentiel trussel mod borgernes frihed.

• Dette narrativ appellerer til vælgere, der er bekymrede for statens magt og privatlivets fred.

Mens regeringens fortælling er præget af optimisme og handlekraft, er oppositionens narrativer præget af skepsis og kritik. Disse modfortællinger skaber en kamp om narrativet – en kamp om, hvad tryghed betyder, og hvem der definerer den.

Mediernes rolle: Forstærkning eller modfortælling?

Mediernes rolle i tryghedsdebatten kan analyseres ud fra Stuart Halls (1980) encoding/decoding-model:

• Nogle medier videreformidler ukritisk regeringens narrativ og forstærker fortællingen om tryghedspakken som en nødvendig politisk løsning.

• Andre medier udfordrer narrativet ved at præsentere borgernes bekymringer eller eksperters tvivl om pakkens effekt.

Et narrativt greb, der ofte ses i medierne, er anekdoten (Clark, 2006). Artikler starter ofte med en personlig historie:

“Maria på 24 år tør ikke længere gå alene hjem fra arbejde. Hun håber, at tryghedspakken vil gøre en forskel.”

Denne tilgang gør det lettere for læseren at relatere til problemet – og dermed også til regeringens løsning.

Borgernes oplevelse: En polyfonisk fortælling

Borgernes oplevelse af tryghed er ikke én fortælling, men mange. McAdams (1993) beskriver narrativ identitet som den måde, mennesker skaber mening i deres liv gennem fortællinger.

Nogle borgere identificerer sig med regeringens narrativ:

• “Jeg føler mig utryg i byen. Det her vil gøre en forskel.”

Andre oplever, at deres egne historier ikke stemmer overens med statens fortælling:

• “Jeg bor i et af de områder, der bliver udpeget som ‘utrygt’, men jeg oplever det ikke sådan.”

Mary Catherine Bateson (1989) argumenterer for, at narrativer er improviserede og kan skifte afhængigt af kontekst. På sociale medier ser vi, hvordan borgerne selv deltager i at konstruere og udfordre tryghedsnarrativer.

Konklusion: Narrativ magt og politisk legitimitet

Tryghedspakken viser, hvordan politiske narrativer bruges til at skabe legitimitet og mobilisere støtte. Regeringen fortæller en historie om handling og sikkerhed. Oppositionen fortæller en historie om magtmisbrug og manglende løsninger. Medierne filtrerer og forstærker disse narrativer, mens borgerne skaber deres egne fortællinger i mødet med politikken.

Den narrative tilgang viser os, at tryghed ikke blot er en konkret realitet, men en fortolkning. Spørgsmålet bliver ikke kun, hvad tryghed er, men hvem der har magten til at definere den.

Tryghedspakken: En løsning eller en forskydning af problemet?

En gennemgående problematik i Tryghedspakken er dens manglende fokus på forebyggelse. Mens pakken forsøger at reducere synlige tegn på utryghed, tager den kun i begrænset omfang fat på de underliggende årsager.

Schergs forskning (2018) viser, at situationsbestemt forebyggelse – såsom bedre belysning, åbenhed i byrum og sociale aktiviteter – ofte har en langt stærkere effekt på trygheden end straf og overvågning. Tryghedspakken adresserer dog primært symptomerne på utryghed i stedet for at arbejde med en bredere social indsats, der kan reducere de bagvedliggende faktorer, såsom social ulighed og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.

Dermed kan Tryghedspakken i sidste ende risikere at flytte utryghed frem for at eliminere den. Når bestemte personer ekskluderes fra byrummet, kan problemet blot forskydes til nye områder uden at de grundlæggende dynamikker ændres.

Diskussionsafsnit

Diskussion: Modnarrativer om tryghed – Kontrol vs. Forebyggelse

Tryghedspakken præsenterer et dominerende narrativ, hvor overvågning, magt og disciplinering er nødvendige midler for at sikre borgernes tryghed. Men dette narrativ møder modstand fra et andet sæt fortællinger, der i stedet fokuserer på forebyggelse, sociale tiltag og samfundsmæssige strukturer. Diskussionen mellem disse to narrativer handler ikke kun om politiske løsninger – den afspejler fundamentalt forskellige syn på mennesket, samfundet og statens rolle.

Overvågning, magt og disciplinering: Staten som garant for tryghed

Regeringens fortælling om tryghed bygger på en form for disciplinerende magt (Foucault, 1977), hvor staten gennem øget overvågning og strammere kontrol kan regulere borgernes adfærd og eliminere utryghedsskabende elementer.

Centrale træk i dette narrativ:

• Overvågning øger trygheden: Flere kameraer, politi på gaden og opholdsforbud skaber en følelse af sikkerhed.

• Disciplinering gennem lovgivning: Ved at udpege bestemte individer og områder som problematiske (fx “utryghedsskabende personer”), konstruerer staten en tydelig grænse mellem de, der hører til, og de, der skal reguleres.

• Synlig magt skaber orden: Når staten markerer sin tilstedeværelse gennem patruljer, overvågning og strammere lovgivning, viser den handlekraft og styrker borgernes tillid til myndighederne.

Denne fortælling understøttes ofte af en retorik, der spiller på frygt og behovet for en stærk stat. Som Ricoeur (1984) beskriver, skaber narrativer sammenhæng i tid – i dette tilfælde en fortælling om en truet nutid, der kræver en stærk statslig indsats for at sikre en tryg fremtid.

Men denne tilgang kritiseres for at være reaktiv snarere end proaktiv. Kritikerne spørger: Skaber overvågning og disciplinering reel tryghed – eller blot en illusion af kontrol?

Modnarrativet: Tryghed gennem forebyggelse og sociale løsninger

I modsætning til den statsligt kontrollerede tryghed findes en anden fortælling: Tryghed skabes ikke gennem overvågning, men gennem sociale investeringer, fællesskab og forebyggelse.

Denne fortælling har rødder i socialkonstruktionistiske teorier (Gergen, 1991), hvor tryghed ikke ses som et fast defineret fænomen, men som noget, der formes i sociale relationer og gennem fællesskabets styrke.

Kerneelementer i dette narrativ:

• Forebyggelse frem for straf: Hvis unge oplever sociale muligheder, uddannelse og støtte, mindskes risikoen for kriminalitet og utryghedsskabende adfærd.

• Fællesskab skaber tryghed: Lokale initiativer som nabofællesskaber, ungdomsklubber og byrum designet til samvær kan gøre overvågning unødvendig.

• Tryghed kommer fra nedefra – ikke oppefra: Staten bør ikke påtvinge en forståelse af tryghed gennem kontrol, men i stedet lytte til borgernes oplevelser og løsninger.

Et eksempel på dette modnarrativ ses i debatten om belysning og byplanlægning:

• Regeringens løsning på utrygge områder er flere kameraer og politi.

• Modnarrativet argumenterer i stedet for bedre belysning, åbne pladser og sociale aktiviteter, der naturligt gør et område tryggere.

White & Epston (1990) ville kalde dette en narrativ intervention – et forsøg på at omskrive fortællingen om tryghed, så den ikke bygger på frygt og kontrol, men på fællesskab og relationer.

Hvem ejer fortællingen om tryghed?

Denne kamp mellem narrativer er ikke neutral – den handler om magt. Foucault (1969) ville sige, at den, der definerer problemet, også bestemmer løsningen. Hvis regeringen får succes med at definere tryghed som et spørgsmål om disciplinering, vil løsningen altid være mere kontrol. Hvis narrativet i stedet skifter til forebyggelse og fællesskab, vil løsningerne ændre sig radikalt.

Men regeringen har en fordel i denne narrativkamp: Statens fortælling får ofte mere plads i medierne. Stuart Hall (1980) viser, hvordan dominerende diskurser ofte bliver videreformidlet ukritisk af pressen, fordi de er nemme at formidle i enkle budskaber:

“Vi har et problem, vi har en løsning.”

Modnarrativerne om forebyggelse er derimod sværere at formidle kort og klart, fordi de kræver en mere kompleks forståelse af samfundsstrukturer. Derfor bliver de ofte marginaliserede i den politiske debat.

Er en ny fortælling mulig?

Et centralt spørgsmål i narrativ analyse er: Kan narrativer ændres? McAdams (1993) beskriver, hvordan menneskers selvfortællinger udvikler sig over tid, og det samme gælder for samfundsfortællinger.

For at ændre tryghedsnarrativet kræves:

• Flere stemmer i debatten: Borgergrupper, eksperter og civilsamfundet skal have plads til at formulere deres version af tryghed.

• Nye metaforer: I stedet for stærk stat kunne vi tale om stærke fællesskaber.

• Langsigtede visioner: I stedet for at reagere på utryghed som et akut problem bør der skabes en fortælling om tryghed som en samfundsmæssig investering.

Delkonklusion: To konkurrerende fortællinger om tryghed

Kampen om tryghedspakken er en kamp mellem to konkurrerende narrativer:

Narrativ 1: Tryghed gennem kontrol	Narrativ 2: Tryghed gennem forebyggelse
Overvågning, politi, opholdsforbud	Fællesskab, sociale løsninger, byplanlægning
Staten som garant for tryghed	Tryghed skabes af lokalsamfundet
Utryghed kommer fra individers handlinger	Utryghed er et strukturelt problem
Løsning: Mere disciplinering	Løsning: Investering i fællesskaber

Hvilket narrativ, der vinder, afhænger af hvem der får lov at fortælle historien.

Diskussion: Forebyggelse kontra kontrol – en balanceret tryghedspolitik?

Regeringens Tryghedspakke 2025 er et klart eksempel på en politisk strategi, hvor kontrol og sanktioner er de primære midler til at reducere utryghed. Den bagvedliggende antagelse synes at være, at synlige indgreb – såsom opholdsforbud, overvågning og hårdere straffe – kan øge den generelle oplevelse af tryghed i befolkningen. Men hvorvidt denne strategi reelt bidrager til et tryggere samfund, afhænger af, hvordan vi definerer og måler tryghed.

Er mere kontrol lig med mere tryghed?

Som tidligere nævnt skelner forskningen mellem objektiv og subjektiv tryghed (Killias, 1990). Mens en reduktion i kriminalitetsraten kan indikere, at et område er blevet sikrere, betyder det ikke nødvendigvis, at beboerne føler sig mere trygge. Tværtimod kan intensiveret overvågning og sanktionering i nogle tilfælde føre til en oplevelse af øget statslig indgriben og mistillid, særligt for dem, der i forvejen føler sig marginaliserede (Rigspolitiet, 2018).

Set gennem Foucaults optik (1977) er det afgørende at spørge, hvem der opnår en øget tryghed gennem pakken. Hvis overvågning primært implementeres i bestemte boligområder eller byrum, kan det føre til en oplevelse af social ulighed i retten til offentlige rum. Dette hænger sammen med Bourdieus teori om symbolsk magt (1991), hvor staten via lovgivning definerer, hvad der anses for legitim adfærd – og dermed indirekte bestemmer, hvem der anses for utryghedsskabende.

For nogle grupper kan tryghedspakken derfor skabe en følelse af beskyttelse, mens den for andre kan opleves som en stigmatisering eller en bekræftelse af, at de er uønskede i det offentlige rum.

Forebyggelse: Den manglende dimension

En af de mest markante svagheder ved Tryghedspakken er dens begrænsede fokus på forebyggelse. Som Schergs forskning (2018) viser, er tryghed ikke kun et spørgsmål om at fjerne utryghedsaktivatorer, men også om at skabe miljøer, hvor tryghed opbygges gennem sociale relationer, tillid og fællesskab.

En stærkere forebyggelsesstrategi kunne inkludere:

Fysiske forbedringer af byrum, såsom bedre belysning, åbne pladser og tryghedsskabende arkitektur.

Sociale initiativer rettet mod unge, der risikerer at falde ind i kriminalitet, eksempelvis fritidstilbud, mentorordninger eller jobskabende programmer.

Lokal forankring af tryghedsarbejdet, hvor beboere, virksomheder og civilsamfundsorganisationer involveres aktivt i at definere og håndtere tryghedsudfordringer.

Konklusion: Tryghedspakken – en løsning med konsekvenser

Tryghedspakken 2025 er et udtryk for en sikkerhedspolitisk strategi, der primært fokuserer på reaktive frem for forebyggende tiltag. Gennem initiativer som øget overvågning, opholdsforbud og skærpede straffe søger regeringen at reducere utryghed i det offentlige rum. Analysen viser dog, at denne tilgang har flere potentielle bivirkninger.

For det første risikerer pakken at forstærke social eksklusion ved at stigmatisere visse grupper som utryghedsskabende. Set gennem Beckers stemplingsteori (1963) kan initiativer som opholdsforbud føre til en marginalisering af bestemte individer, hvilket i sidste ende kan øge risikoen for kriminel adfærd snarere end at forebygge den.

For det andet kan den øgede overvågning – set i lyset af Foucaults panoptikon (1977) – skabe en følelse af mistillid og begrænset social frihed. Mens nogle borgere vil føle sig mere trygge ved tilstedeværelsen af kameraer og myndighedspersoner, kan andre opleve en form for statslig kontrol, der gør byrummet mindre inkluderende.

For det tredje negligerer pakken de strukturelle årsager til utryghed. Social ulighed, marginalisering og mangel på ressourcer spiller en central rolle i oplevelsen af tryghed, men disse faktorer adresseres ikke direkte i pakken. Som Schergs forskning (2018) understreger, er tryghed ikke blot et spørgsmål om fravær af kriminalitet, men også om tilstedeværelsen af sociale bånd, fællesskab og inkluderende byrum.

Perspektivering: Mod en mere helhedsorienteret tryghedspolitik?

Hvis tryghedspolitikken i Danmark skal udvikles i en mere bæredygtig retning, er det nødvendigt at supplere de eksisterende kontroltiltag med en stærkere forebyggelsesdimension. En sådan tilgang kunne fokusere på at skabe sociale og fysiske rammer, der proaktivt reducerer utryghed frem for blot at reagere på dens symptomer.

Dette indebærer:

• En nuanceret kriminalpræventiv indsats, der ikke kun fokuserer på straf og sanktioner, men også på sociale investeringer i udsatte grupper.

• En mere balanceret overvågningspolitik, hvor hensynet til borgernes privatliv og bevægelsesfrihed afvejes mod behovet for sikkerhed.

• En større inddragelse af civilsamfundet i tryghedsarbejdet, så løsningerne udvikles lokalt og bygger på dialog frem for ensidige restriktioner.

På denne måde kan en mere holistisk tryghedspolitik udvikles – en, der ikke kun søger at mindske utryghed her og nu, men også adresserer de langsigtede mekanismer, der skaber utryghed i første omgang.

Litteraturliste

Altheide, D. L. (2013). Creating Fear: News and the Construction of Crisis. Routledge.

Andersen, J., Hede, A., & Andersen, J. G. (2017). Tryghedsmåling 2017: Tilliden til samfundets bærebjælker.

Avlund, N. (2012). Tryghed i udsatte boligområder: Årsager til utryghed, indsatser for tryghed og tryghedsmåling i udsatte boligområder. Center for Boligsocial Udvikling.

Bateson, M. C. (1989). Composing a life. Grove Press.

Becker, H. S. (1963). Outsiders: Studies in the Sociology of Deviance. Free Press.

Beck, U. (1992). Risk society: Towards a new modernity. Sage Publications.

Bourdieu, P. (1977). Outline of a theory of practice. Cambridge University Press.

Bourdieu, P. (1991). Language and symbolic power. Harvard University Press.

Bruner, J. (1986). Actual minds, possible worlds. Harvard University Press.

Chouliaraki, L., & Fairclough, N. (1999). Discourse in Late Modernity: Rethinking Critical Discourse Analysis.Edinburgh University Press.

Clark, R. P. (2006). Writing tools: 50 essential strategies for every writer. Little, Brown.

Det Kriminalpræventive Råd. (2009). Forebyggelse af kriminalitet: Fire grundbegreber. Glostrup.

Det Kriminalpræventive Råd. (2010). Tryghedsvandringer: Vejledning til tryggere boligområder. Glostrup.

Epinion. (2015). Kriminalitetsforebyggelse og kampagner: En litteraturgennemgang af kampagneteorier, -metoder og -strategier. Glostrup.

Fairclough, N. (1992). Discourse and Social Change. Polity Press.

Fairclough, N. (2003). Analyzing Discourse: Textual Analysis for Social Research. Routledge.

Fairclough, N. (2010). Critical Discourse Analysis: The Critical Study of Language. Routledge.

Foucault, M. (1969). The archaeology of knowledge. Routledge.

Foucault, M. (1977). Discipline and punish: The birth of the prison. Pantheon Books.

Funch, L. L., Hammann, B. M., & Munck, S. A. M. (2010). Tegn på tryghed. Den Trygge Kommune & European Institute for Risk Management.

Garland, D. (2001). The Culture of Control: Crime and Social Order in Contemporary Society. Oxford University Press.

Gergen, K. J. (1991). The saturated self: Dilemmas of identity in contemporary life. Basic Books.

Giddens, A. (1998). The third way: The renewal of social democracy. Polity Press.

Goffman, E. (1963). Stigma: Notes on the management of spoiled identity. Prentice Hall.

Hall, S. (1980). Encoding/decoding in the television discourse. In S. Hall et al. (Eds.), Culture, media, language (pp. 128-138). Routledge.

Hall, S. (2019). Policing the Crisis: Mugging, the State, and Law and Order. Palgrave Macmillan.

Jackson, J., & Gray, E. (2010). Functional fear and public insecurities about crime. British Journal of Criminology, 50(1), 1–22.

Justitsministeriet. (2025, 10. marts). Nyt udspil fra regeringen skal skabe et trygt Danmark for alle.

Killias, M. (1990). Vulnerability: Towards a better understanding of a key variable in the genesis of fear of crime. Violence and Victims, 5(2), 97–108.

Københavns Kommune. (2015). Københavns tryghedsundersøgelse 2015.

Mathiasen, S. B., Andersen, J., Hede, A., & Johansen, L. J. (2004). Tryghedsrapport 2004: En analyse af danskernes tryghed og utryghed. Mandag Morgen & Trygfonden.

McAdams, D. P. (1993). The stories we live by: Personal myths and the making of the self. Guilford Press.

Nørgaard, H., & Børresen, S. K. (2007). Byrum for alle: Udfordringer, konflikter og indsatser. Det Kriminalpræventive Råd & Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

Pedersen, A.-J. B., Kyvsgaard, B., & Balvig, F. (2016). Udsathed for vold og andre former for kriminalitet: Offerundersøgelserne 2005-2015. Justitsministeriet, Københavns Universitet, Det Kriminalpræventive Råd & Rigspolitiet.

Relation-Lab. (2011). Sikkerhed og tryghed på befærdede steder. Relation-Lab A/S.

Ricoeur, P. (1984). Time and narrative, vol. 1. University of Chicago Press.

Rigspolitiet. (2017). National strategisk analyse 2017. København.

Rigspolitiet. (2018). Politiets tryghedsundersøgelse: En måling af trygheden og tilliden til politiet i hele Danmark, de 12 politikredse, de fem største byer og de særligt udsatte boligområder. København.

Scherg, R. H. (2013). Kriminalpræventiv og utryghedsforebyggende miljø- og byplanlægning: En vidensopsamling. Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

Scherg, R. H. (2016). Utrygheden finder sted: En undersøgelse af utryghed ved kriminalitet med særlig fokus på udforskningen af utryghedens rumlige dimensioner og miljømæssige årsager. Aalborg Universitetsforlag.

Scherg, R. H. (2018a). Utryghed som fænomen: Er man tryg, hvis man ikke er utryg? Det Kriminalpræventive Råd.

Scherg, R. H. (2018b). Skræddersyet tryghed: Et situationalt perspektiv på det tryghedsskabende arbejde. Det Kriminalpræventive Råd.

Støvring, J., & Rudbeck, J. (2008). Den sociale kontekst for tryghed og utryghed. TrygFonden.

Wacquant, L. (2009). Punishing the Poor: The Neoliberal Government of Social Insecurity. Duke University Press.

White, M., & Epston, D. (1990). Narrative means to therapeutic ends. Norton.

Wodak, R., & Meyer, M. (2016). Methods of Critical Discourse Analysis. SAGE Publications.

Ærø, T., & Christensen, G. (2003). Forebyggelse af kriminalitet i boligområder. By og Byg, Statens Byggeforskningsinstitut.