Børn og unge vokser i dag op i et landskab, hvor online fællesskaber ikke blot supplerer, men ofte overgår skolens og hjemmets indflydelse på deres sociale identitet. Det, de møder på deres skærme, er ikke kun underholdning, men også fortællinger, følelser og fællesskaber, der former deres verdensbillede. I Hutchinson et al.s (2025) rapport I’m Not Super Familiar with Children’s Ecosystems Online bliver det tydeligt, hvordan særligt manosfæriske miljøer – altså antifeministiske og maskulint ladede onlinefællesskaber – fungerer som en blød indgang til radikaliserede ideologier. Det er ikke nødvendigvis vold, der møder børnene først. Det er memes. Det er TikToks. Det er en influencer, der siger noget, der virker sejt. Og så er de i gang.
Når børn begynder at engagere sig i sådanne fællesskaber, er det sjældent som et bevidst valg om at blive ekstreme. Det starter som en overgang, næsten umærkelig, hvor gamle normer suspenderes, og nye sociale koder prøves af. Antropologen Victor Turner (1969) beskrev netop dette som liminalitet – en mellemtilstand, hvor identitet gøres flydende. I rapporten beskrives, hvordan online spil, YouTube og sociale medier bliver disse overgangsrum, hvor det at træde ind i et manosfærisk fællesskab føles som at finde noget ægte. Noget, der forklarer den usynlige uro. Noget, der placerer én i en gruppe.
Det er i denne søgen efter tilhørsforhold, at manosfæren tilbyder sine mest tillokkende gaver. Her er der status at hente for dem, der afviser feminisme. Der er humor og fællesskab, der er insider-jokes og gruppemarkører. Det minder om det, Henri Tajfel og John Turner (1979) kaldte social identitet: behovet for at høre til og for at vide, hvem “vi” er – og hvem “de andre” er. Hutchinson et al. (2025) dokumenterer, hvordan disse fællesskaber inviterer børn til at positionere sig som “rigtige mænd”, i modsætning til kvinder, feminister og såkaldt svage drenge. Det giver en letforståelig struktur, hvor man kan føle sig stærk, bare ved at tage afstand.
Her træder figurer som Andrew Tate ind på scenen – ikke med vrede råb, men med karisma, selvtillid og en fortælling, der er nem at spejle sig i. I rapporten bruges Tate som eksempel på den influencer, der formår at præsentere antifeministiske og radikale ideer i et sprog og en æstetik, der appellerer direkte til drenge, der føler sig oversete, usikre eller vrede. Det, han tilbyder, er ikke kun en holdning – det er en historie. En fortælling om kamp, tab og genrejsning. Og som Jerome Bruner (1991) har vist, organiserer vi mennesker vores forståelse af verden gennem netop sådanne narrativer. Når Tate taler om kvinders rolle, om mænds ret og om den forrådte generation af unge mænd, bliver han en karakter i en fortælling, som drenge ikke kun kan forstå, men føle sig som en del af.
Det, Tate og manosfæren gør effektivt, er at aktivere følelser. Det er ikke først og fremmest via logiske argumenter, at børn bliver fastholdt i de her fællesskaber, men via affekt. Hutchinson et al. (2025) peger på, hvordan følelser som vrede, skam og forurettelse spiller en afgørende rolle. Følelser, der hurtigt kan vendes mod et fælles fjendebillede. Når feminisme fremstilles som årsag til personlig og samfundsmæssig forfald, aktiveres det, Mary Douglas (1966) beskrev som kulturelle forestillinger om renhed og forurening. Feminisme bliver forureningen. Manosfæren den rensende modmagt. Og for en dreng, der oplever at stå udenfor, kan det være nok. Nok til at han føler, han hører til.
Over tid bliver det, der først var en fortælling eller en følelse, til noget mere stabilt. Noget kropsligt. Noget, man ikke længere overvejer – man er det bare. Pierre Bourdieu (1991) ville kalde det habitus: en indlejret måde at være i verden på, som formes af de sociale rum, man indgår i. I manosfæren tilegner børn sig – gennem memes, chats og likes – en digital habitus, hvor det føles naturligt at latterliggøre ligestilling, modsætte sig diversitet og søge fællesskab i kønspolariserende sprogbrug. Ifølge Hutchinson et al. (2025) handler det ikke kun om, hvad børn siger, men hvordan de føler, tænker og agerer i et felt, hvor antifeminisme belønnes med anerkendelse og status.
Set i en kriminalitetsforebyggende kontekst er dette et kald til handling. For radikalisering starter ikke med en erklæret ekstremisme. Den starter i det små. Med følelser, der ikke får sprog. Med frustration, der ikke mødes. Med fællesskaber, der ikke findes i virkeligheden, men trækker deres medlemmer længere og længere ind i digitale skygger. Hutchinson et al. (2025) minder os om, at forebyggelse ikke kun handler om at reagere på det synlige had. Det handler om at forstå og arbejde med de fortællinger, følelser og fællesskaber, der gør det muligt.
For professionelle, der arbejder i skolen eller på ungdomsuddannelserne, betyder det at være vågne for de små forskydninger. At lytte til, hvordan elever taler om køn, om retfærdighed, om “rigtige mænd”. At give plads til nye former for fællesskab, hvor man kan føle sig stærk uden at skulle nedgøre andre. Og at arbejde med de digitale rum, ikke som separate fra undervisningen, men som en del af det landskab, vi er med til at kortlægge og navigere sammen med eleverne.
Konklusion
Misogynistiske fortællinger i manosfæren fungerer ikke blot som ideologisk påvirkning, men som følelsesladede overgangsrum, hvor børn og unge tilbydes nye identiteter, fællesskaber og forklaringer på deres oplevede utilstrækkelighed. Hutchinson et al.s (2025) analyse viser med skræmmende klarhed, hvordan figurer som Andrew Tate sætter ansigt og rytme på disse narrativer – ikke som radikale ekstremister i traditionel forstand, men som charmerende, karismatiske formidlere af en fortælling, der føles rigtig for dem, der allerede står på kanten.
I en skole- og ungdomsuddannelseskontekst bliver opgaven derfor ikke kun at beskytte mod ekstreme holdninger, men at forstå og reagere på de affektive og kulturelle bevægelser, der gør dem tiltrækkende. Forebyggelse begynder ikke ved grænsen til det farlige, men langt tidligere – dér hvor børnene begynder at føle sig set, forstået og styrkede af de forkerte fortællinger. Som undervisere og fagpersoner må man derfor være nysgerrige på det, der føles stærkt, før det bliver farligt.
Referencer (APA 7)
Bourdieu, P. (1991). Language and symbolic power (J. B. Thompson, Ed.). Cambridge: Polity Press.
Bruner, J. (1991). The narrative construction of reality. Critical Inquiry, 18(1), 1–21. https://doi.org/10.1086/448619
Douglas, M. (1966). Purity and danger: An analysis of concepts of pollution and taboo. London: Routledge.
Hutchinson, E., Helmus, L. M., & Frankfurter, L. (2025). I’m not super familiar with children’s ecosystems online: How extremist content appeals to children and what we can do about it. Volume XIX, Issue 1. Polarization and Extremism Research and Innovation Lab (PERIL).
Tajfel, H., & Turner, J. C. (1979). An integrative theory of intergroup conflict. I W. G. Austin & S. Worchel (Eds.), The social psychology of intergroup relations (s. 33–47). Monterey, CA: Brooks/Cole.
Turner, V. (1969). The ritual process: Structure and anti-structure. Chicago: Aldine Publishing.