Online radikalisering – Telegram som liminal kooridor

Abstract

Telegram som digitalt overgangsrum: En ritualteoretisk analyse af radikalisering i det ekstreme højre

Denne artikel undersøger, hvordan digital radikalisering i det ekstreme højre kan forstås som en rituel og liminal proces. Med udgangspunkt i Feuerkrieg Division (FKD) og kommunikations-platformen Telegram analyserer jeg, hvordan digitale fællesskaber bliver struktureret omkring overgangsritualer, kognitiv transformation og kollektiv identitetsskabelse. Analysen tager afsæt i Maurice Blochs teori om ritual og tænkning, Victor Turners begreb om liminalitet og communitas samt Émile Durkheims forståelse af kollektive ritualers sociale kraft. Artiklen argumenterer for, at radikalisering i online fællesskaber ikke blot er ideologisk påvirkning, men en dybtgående affektiv og rituel omformning af individets selvforståelse og tilhørsforhold.

Indledning

Radikalisering i digitale fællesskaber er ikke længere et marginalt fænomen. Særligt højreekstreme grupper har fundet en frugtbar grobund i lukkede, symbolske og affektivt stærke netværk, hvor ekstrem ideologi kobles med følelse af fællesskab og formål. Denne artikel undersøger, hvordan sådanne miljøer fungerer som overgangsrum, hvor individer gennemgår en rituel transformation fra marginaliserede brugere til radikaliserede aktivister. Med Telegram som case og Feuerkrieg Division (FKD) som empirisk eksempel, spørger artiklen: Hvordan fungerer digitale fællesskaber som ritualiserede rum for radikalisering? Og hvilke teoretiske værktøjer kan hjælpe os med at forstå denne proces som andet og mere end ideologisk påvirkning?

Teoretisk ramme: Ritual, transformation og fællesskab

Tre teoretiske optikker danner artiklens analytiske fundament:

Maurice Bloch (2012) anskuer ritualer som kognitive mekanismer, der skaber ideologisk modtagelighed. Når ritualer suspenderer analytisk tænkning og skaber emotionel resonans, muliggør de kognitiv transformation. Dette er særligt relevant i digitale fællesskaber, hvor memes, sprogbrug og gentagelse skaber en alternativ forståelsesramme.

Victor Turner (1969) udvikler van Genneps (1909) model for rites de passage og fremhæver liminalitet som en tilstand af normopløsning og åbenhed for forandring. Radikalisering kan læses som en liminal fase, hvor individet ikke længere er en del af mainstream-samfundet, men endnu ikke fuldt indlemmet i et ekstremistisk fællesskab. Denne fase muliggør skabelsen af communitas – et stærkt oplevet fællesskab.

Émile Durkheim ([1912] 1995) ser kollektive ritualer som nøglen til at forstå social integration og konstruktionen af det hellige. I ekstremistiske fællesskaber bliver bestemte personer, fortællinger og handlinger helliggjorte og reproduceret gennem digitale ritualer, hvilket skaber moral og identitet.

Metode

Artiklen bygger på digitaletnografisk analyse og dokumentarisk metode med fokus på sekundær empiri: akademiske rapporter, NGO-materialer, skærmdokumentation, manifesttekster og eksisterende analyser af FKD og Telegram. Analysen er abduktiv og fortolkende og søger ikke kausale forklaringer, men kulturel og rituel mening.

Analyse

Telegram som liminalt overgangsrum

Telegram fungerer som et digitalt overgangsrum, hvor nye rekrutter gradvist løsriver sig fra deres tidligere identitet. Analysen viser, hvordan FKD’s strukturerede netværk iscenesætter en rituel passage, der følger van Genneps tre faser:

Separation: Individer fjernes fra tidligere netværk og sociale relationer.
Liminalitet: De eksponeres for ideologisk materiale, sprog, prøvelser og mentorrelationer.
Reintegration: De anerkendes som fuldgyldige medlemmer og får adgang til lukkede rum og operative instruktioner.

Denne struktur fastholdes gennem rituelle handlinger: deltagelse i memes, quizzer, kommentarspor, deling af martyrfortællinger og anvendelse af emojis som 🐸 og 🤡, der fungerer som symbolsk kapital.

Kognitiv transformation gennem digitale ritualer

Blochs teori aktualiseres i brugen af humor og symbolik. Ironiske og nihilistiske memes nedbryder moralske barrierer og skaber en ny virkelighedsforståelse. Martyrer som Brenton Tarrant fremstilles som helte og deres manifesttekster behandles som hellige skrifter. Digitale handlinger fungerer som prøvelser – fra deling af propaganda til hadske kommentarer – og fungerer som kognitive reprogrammeringer.

Det hellige og fællesskabets ritualer

Durkheims begreb om det hellige udfoldes i den måde FKD helliggør vold, fjendebilleder og martyrer. Telegram bliver et ritualfællesskab, hvor deling og bekræftelse skaber en kollektiv moral. Daglige opslag fungerer som sociale ritualer, hvor gruppens verdensforståelse gentages og konsolideres. Emojis og billeder fungerer som digitale ikoner i en ny digital religion.

Perspektivering: Forebyggelse som modritual

Hvis radikalisering fungerer som en overgangsproces, må forebyggelse tilbyde alternative liminale rum. Det indebærer:

Mentorprogrammer og kreative fællesskaber, hvor unge kan gennemgå identitetsudvikling uden ekstremisme.
Afbrydelse af ekstremismens rituelle rytme gennem humor, kontrafortællinger og afkodning af symbolik.
Udvikling af “exit-ritualer” som strukturerede forløb med sociale og symbolske komponenter.

Konklusion

Radikalisering i digitale fællesskaber er ikke blot en ideologisk proces, men en rituel og affektiv transformation. Telegram fungerer som et liminalt rum, hvor rekrutter gennemgår en overgang fra søgende individer til radikaliserede fællesskabsbærere. Ved at forstå disse processer gennem ritualteori – Blochs kognitive transformation, Turners liminalitet og Durkheims kollektive ritualer – får vi et analytisk sprog for det, der ofte opleves som usynligt: hvordan ekstremisme opstår som en social og rituel passage i det digitale.

Forebyggelse må derfor tænkes som mere end oplysning: som modritual, modfællesskab og meningsfuld overgang.Indledning

Radikalisering er ikke blot en kognitiv proces, hvor individer gradvist overtager ekstreme idéer – det er en social og rituelt struktureret overgangsproces, hvor identitet, fællesskab og verdensforståelse bliver omformet. Mange analyser af radikalisering fokuserer på propaganda, ideologisk påvirkning og psykologiske faktorer (McCauley & Moskalenko, 2017). Antropologer har dog vist, at identitetsforandringer sjældent kun er rent intellektuelle – de sker gennem praksis, gennem gentagne handlinger, der ritualiserer og cementerer individets tilhørsforhold til en ny gruppe (Turner, 1969; Bloch, 2012).

I denne optik er digitale radikaliserings-fællesskaber ikke blot steder, hvor ideologi bliver formidlet – de digitale radikaliseringsfællesskaber er rituelle rum, hvor rekrutter gennemgår en struktureret overgangsproces, der kan analyseres gennem klassiske antropologiske begreber såsom liminalitet (Turner, 1969), rites de passage (van Gennep, 1909), kognitiv transformation (Bloch, 2012) og kollektiv integration (Durkheim, 1912).

En af de mest illustrative cases er Feuerkrieg Division (FKD), en nynazistisk accelerationistisk gruppe, der har anvendt den krypterede messaging-platform Telegram som sit primære rekrutteringsværktøj (Baumgartner et al., 2020). Gennem en kombination af propaganda, testhandlinger, interne symboler og fælles narrativer skaber FKD et digitalt fællesskab, hvor nye medlemmer gennemgår en transformation, der gradvist fjerner dem fra deres tidligere identitet og integrerer dem i et ekstremistisk miljø.

Radikalisering som overgangsritual: En teoretisk ramme

Overgangsritualer har længe været et centralt fokus i antropologien. Arnold van Gennep (1909) beskrev overgangsritualer som tredelte processer bestående af:

Separation – individet løsriver sig fra sin tidligere sociale identitet.

Liminalitet – individet befinder sig i en grænsetilstand, hvor gamle normer opløses, og nye strukturer endnu ikke er etableret.

Reintegration – individet genindsættes i et nyt fællesskab med en ny identitet.

Victor Turner (1969) videreudviklede denne model og viste, at liminalfasen ofte indebærer en form for kollektiv omstrukturering, hvor deltagerne gennemgår en transformation, der ofte forstærkes af ritualer, prøvelser og symbolske handlinger. I FKD’s Telegram-netværk ser vi netop dette: nye rekrutter gennemgår en progressiv social transformation, hvor de isoleres fra deres tidligere liv, udsættes for ideologisk oplæring og gennemfører testhandlinger for at bevise deres engagement.

Maurice Bloch (2012) argumenterer for, at ritualer ikke blot har en symbolsk funktion, men faktisk skaber dybtgående kognitive transformationer. Dette sker, fordi ritualer ikke kun er mentale processer, men kropslige og sociale handlinger, der gentages, internaliseres og over tid bliver en del af individets identitet. I FKD’s onlinefællesskaber ser vi denne mekanisme i praksis:

Forbrug af propagandamateriale (manifesttekster, videoer, memes) fungerer ikke blot som informationskilder, men som en affektiv og eksistentiel oplevelse, der skaber en ny forståelse af verden.
Gentagen deltagelse i digitale diskussioner fungerer som en kollektiv bekræftelse af gruppens verdensbillede.
Brug af interne symboler og memes skaber en visuel og sproglig kode, der differentierer “os” fra “dem”.
“Testhandlinger” fungerer som indvielsesriter, hvor nye rekrutter udfordres til at begå små, men signifikante handlinger såsom hacking, spredning af misinformation eller konfrontation med ideologiske modstandere.

Disse processer skaber en gradvis transformation, hvor individet ikke blot overtager en ny ideologi, men ændrer sin grundlæggende identitet og adfærd.

Telegram som digitalt liminalt rum

For at forstå, hvordan radikalisering fungerer i en digital kontekst, må vi se nærmere på Telegram som platform. Telegrams krypterede og decentraliserede struktur gør det muligt for ekstremistiske grupper at operere relativt uforstyrret af myndigheder (Conway et al., 2019). Men Telegram er mere end et praktisk redskab – det fungerer som en digital liminalzone, hvor den unge befinder sig i en bevægelse i mellemrum mellem en normalitet og en ny-normalitet, ekstremisme|.

Durkheim (1912) understregede, at ritualer ikke blot handler om individuel transformation, men om kollektiv integration. I Telegrams radikaliseringsfællesskaber skabes denne integration gennem fælles narrativer, symbolske handlinger og gruppebaserede ritualer. FKD’s brug af Telegram er et skoleeksempel på, hvordan digitale fællesskaber kan fungere som moderne overgangsrum, hvor individer socialiseres ind i en ekstremistisk subkultur gennem en gradvis ritualiseret proces.

Metode: Digital etnografi og snowball sampling

For at analysere disse processer anvender denne rapport en digital etnografisk tilgang, hvor snowball sampling bruges til at kortlægge netværksdynamikker og interaktioner på Telegram. Gennem denne metode, hvor forskeren starter med en mindre gruppe af informanter og gradvist udvider kortlægningen ved at følge forbindelser og interaktioner (Noy, 2008), bliver det muligt at identificere centrale aktører, rekrutteringsstrategier og ritualiserede praksisser. Denne analyse undersøger således, hvordan FKD’s digitale fællesskaber fungerer som ritualiserede overgangszoner, hvor identitet, normer og adfærd gradvist omformes gennem socialisering og performative handlinger.

Altså

Radikalisering er ikke blot en kognitiv proces, men en rituelt struktureret overgang, hvor individet gennemgår en transformation af identitet, adfærd og tilhørsforhold. Med afsæt i Turner, Bloch, Durkheim og van Gennep viser denne analyse, hvordan FKD’s Telegram-netværk fungerer som et digitalt overgangsrum, hvor nye rekrutter gennem ritualer, testhandlinger og symbolske interaktioner gradvist integreres i en ekstremistisk subkultur.Metode

Denne rapport er funderet i en antropologisk tilgang med fokus på ritualteori og kvalitative tekstnære analyser. Frem for at arbejde med klassisk feltarbejde, er analysen baseret på en dokumentarisk og digitaletnografisk metode, hvor online artefakter og interaktionsmønstre fra radikaliseringsmiljøer på platformen Telegram er analyseret som kulturelle praksisser og symbolske handlinger.

Empirien er baseret på sekundære kilder, herunder akademiske rapporter, efterretnings-vurderinger, NGO-materialer, digitale skærmprint og analyser fra forskningsprojekter, der dokumenterer aktivitet i Feuerkrieg Division (FKD) og lignende grupper. Herfra er udvalgt eksempler på digitale ritualer, narrativer, memes og kommunikationsformer, der indgår i en analytisk fortolkning med afsæt i klassisk ritualteori (Bloch, Turner, Durkheim og van Gennep).

Metodisk arbejder analysen abduktivt og fortolkende, hvor teorien bruges som et optisk værktøj til at stille skarpt på de kulturelle logikker, der gør digital radikalisering mulig. Det betyder, at casen ikke analyseres ud fra en årsag-virkning-logik, men som en meningsbærende og rituel praksis, hvor begreber som liminalitet, communitas, kognitiv transformation og det hellige anvendes til at belyse, hvordan Telegram fungerer som overgangsrum.

Der anlægges en eksplorativ og sensibiliserende tilgang, hvor formålet ikke er repræsentativitet, men at åbne for en dybere forståelse af de kulturelle og affektive strukturer, der former radikalisering i det digitale felt.

Teori

Radikalisering som en liminal passage: Turner og van Genneps overgangsritualer i digitale fællesskaber

Den antropologiske forståelse af overgange – fra én identitet til en anden – tager sit afsæt i Arnold van Genneps klassiske model for rites de passage (1909), hvori overgangsritualet udspiller sig i tre faser: separation, liminalitet, og reintegration.

1. Separation: Løsningen af båndene til den gamle verden

I traditionelle samfund markerer separationen en fysisk eller symbolsk adskillelse fra tidligere sociale roller, fx når en ung mand forlader sin familie for at gennemgå en initiationsrite. I en radikaliseringsproces indebærer denne fase ofte:

Separationen kan ske fysisk (fx ved at rejse til et konfliktområde) eller psykologisk (via online fællesskaber). Telegram-baserede miljøer fungerer ofte som en portal, hvor nye medlemmer gradvist indføres i en ny ideologi og opfordres til at distancere sig fra deres tidligere liv. Det er ikke to adskilte eller modsætningfyldte separationer, men to overlappende og supplerende former for separationer.

2. Liminalitet: Opløsning og omformning af identiteten

Liminalfasen er som skrevet en overgangstilstand, hvor individet midlertidigt befinder sig mellem to identiteter. Turner beskrev denne fase som præget af anti-struktur, hvor sociale normer er suspenderede, og individet er særligt modtageligt for nye påvirkninger.

I digitale fællesskaber sker denne proces gennem rituelle prøvelser, såsom deling af ekstremistisk propaganda, diskussioner om ideologi og tests af loyalitet. Jo mere individet deltager, desto dybere integreres det i fællesskabet og desto vanskeligere bliver det at vende tilbage.

3. Reintegration: Indtræden i en ny identitet

I traditionelle overgangsritualer markerer reintegration, at individet officielt anerkendes med en ny status – en præst ordineres, en ung mand bliver kriger, en novice bliver munk. På samme måde indebærer den sidste fase af radikalisering, at individet fuldt ud accepterer sin nye ekstreme identitet.

Denne model beskriver transformationen, hvor individet løsriver sig fra sin tidligere sociale status, gennemgår en ambivalent og åben tilstand, og til sidst indtræder i en ny identitet og position i fællesskabet.

Victor Turner (1969) videreudviklede dette begrebsapparat ved at fokusere på liminalitetens sociale og symbolske dynamikker. Han beskrev liminalfasen som en tilstand af anti-struktur, hvor etablerede hierarkier og normer midlertidigt suspenderes. Her bliver individet særligt modtageligt for forandring – en slags eksistentielt smeltepunkt, hvor nyt kan tage form. I denne tilstand opstår ofte det, han kalder communitas: en intens form for fællesskab mellem liminale subjekter, som deler erfaringen af at være udenfor, imellem, på vej.

I Turners optik er liminalitet ikke blot en psykologisk tilstand, men en rituel og affektiv proces, hvor identitet opløses og genskabes gennem fællesskab, symbolsk praksis og emotionel intensitet. Denne forståelse åbner op for at se moderne radikaliseringsprocesser – særligt i digitale miljøer – som overgangsriter, hvor individer gennemgår symbolske brud med samfundet, indtræder i liminale fællesskaber og reintegreres i en ny ideologisk orden.

Digitale ritualer og kognitiv transformation i radikaliserings-processer

Ritualet som en kognitiv teknologi

Maurice Bloch bevæger sig i sin teori om ritual og kognition i spændingsfeltet mellem strukturalisme og kognitiv antropologi. I hans arbejde – særligt Ritual, History and Power (1989) og Anthropology and the Cognitive Challenge (2012) – bliver ritualet ikke blot forstået som en kulturel praksis, men som en form for mental teknologi. En teknologi, der forandrer vores bevidsthed, suspenderer refleksion, og indsætter en ny forståelsesorden.

Ifølge Bloch fungerer ritualet som en mekanisme, der skaber det, han kalder kognitiv lukning. Gennem gentagelse, fælles deltagelse og symbolik opstår et særligt kognitivt rum, hvor det analytiske, rationelle system midlertidigt sættes ud af drift. I dette vakuum bliver individet mere modtageligt over for alternative – ofte mere absolutte eller mytologiske – forståelser af virkeligheden. Den kritiske sans træder i baggrunden, mens en ny, ofte ideologisk, struktur trænger frem.

Fra sekulær til transcendent tænkning

Bloch skelner mellem to typer kognition: den sekulære, som er analytisk, kritisk og åben for tvivl – og den transcendente, som er rigid, emotionel og funderet i mytologisk tænkning. Ritualet fungerer som en overgang mellem disse to domæner. I ritualets intensitet og følelsesmæssige ladning træder deltageren ind i en anden form for erkendelse, hvor sandheden ikke søges – den proklameres.

Denne bevægelse er afgørende i forståelsen af radikalisering. Når ritualet anvendes systematisk og gentaget – fysisk eller digitalt – kan det etablere en dybere, mere varig kognitiv transformation. Det er ikke længere en midlertidig suspension, men en varig omstilling, hvor individets blik på verden ændres i sin grundstruktur.

Kollektiv identitet og reproduktion af magt

Bloch understreger desuden ritualets kollektive karakter. Ritualer skaber ikke blot forandringer i individet, men synkroniserer hele grupper i fælles følelsesmæssige og kognitive bevægelser. De styrker gruppens sammenhængskraft, etablerer hierarkier og autoritet og fungerer som medier for reproduktion af magt. I ritualets struktur ligger en illusion om det nødvendige – som om den verden, der skabes, altid har været sådan og altid vil være sådan.

Det er netop denne illusion om uundgåelighed, som gør ritualet til et potentielt farligt instrument i hænderne på ideologiske fællesskaber. Når det bruges systematisk i digitale radikaliserings-miljøer, kan ritualet blive den usynlige arkitekt bag identitetsdannelse, verdensforståelse og viljen til at handle.

Teoretisk ramme: Émile Durkheim og det kollektive ritual i det digitale rum

For Émile Durkheim var ritualet ikke blot en religiøs praksis, men samfundets egen puls – en rytmisk bekræftelse af det fælles. I De religiøse livs elementære former (1912) argumenterede han for, at ritualet er den mekanisme, gennem hvilken kollektive følelser og forestillinger fastholdes og forstærkes, og at det netop er gennem sådanne handlinger, at fællesskaber opretholder deres sammenhængskraft.

Durkheim indførte skellet mellem det profane og det hellige: det profane er det almindelige, hverdagslige; det hellige er det, som samfundet løfter op, omkranser med regler og emotionel betydning, og værner om som noget ukrænkeligt. Det hellige behøver ikke være religiøst i klassisk forstand – det kan være en idé, en figur, en fortælling. Det centrale er, at det hellige er genstand for ritualiseret dyrkelse, og at det fungerer som omdrejningspunkt for kollektiv identitet og moral (Durkheim, 1912).

Ritualets funktion er ikke at formidle sandheder, men at skabe samhørighed. Når medlemmer af et fællesskab deltager i de samme symbolsk ladede handlinger – synger den samme sang, fremhæver den samme fortælling, reagerer med samme følelse – så smedes en følelse af fællesskab, som Durkheim kaldte kollektiv bevidsthed. Denne bevidsthed er ikke summen af individuelle meninger, men en overindividuel kraft, der virker tilbage på det enkelte medlem med normerende styrke.

I den durkheimianske forståelse er det netop gennem gentagelse og symbolsk intensitet, at ritualer bliver effektive. Det er ikke indholdet alene, men formen – rytmen, fællesskabet, følelsen – der skaber transformation. Når fællesskabet i gentagende ritualer ærer noget bestemt som helligt, opstår der en moralsk orden, som ikke blot definerer, hvad der er rigtigt og forkert, men også hvem der er inde og ude.

Anvendt på digitale radikaliseringsmiljøer, som fx dem vi finder på Telegram, åbner Durkheims teori for en forståelse af, hvordan fællesskaber uden fysisk nærvær alligevel kan opnå høj grad af sammenhængskraft og identitetsskabelse. Her fungerer memes, martyrfortællinger, hashtags, delte artikler og reaktioner som digitale ritualer, der samler fællesskabet om bestemte værdier og fjendebilleder. Det hellige i denne kontekst bliver ikke Gud eller kirke, men ideologien, den hvide race, martyrerne, kampen – og det profane bliver alt det, der truer denne orden.

Durkheim hjælper os således med at se radikalisering ikke som et rent kognitivt skifte, men som en social og rituel proces, hvor følelser og tilhørsforhold formes gennem kollektiv dyrkelse. Det er ikke i argumentet, men i ritualet, at sandheden bliver virkelig.

Metode

Digital etnografi

Denne undersøgelse anvender digital etnografi (Pink et al., 2016) til at analysere Telegram som en kulturel arena, hvor sociale normer, identitet og fællesskab formes gennem digitale interaktioner. Empirien bygger på:

Tekstanalyse af FKD’s Telegram-kommunikation: Identifikation af diskursive strategier, narrativer og sprogbrug i interne chats og opslag.

Netværksanalyse af FKD’s Telegram-struktur: Undersøgelse af interaktioner mellem medlemmer og spredning af ideologisk materiale.

Visuel analyse af memekultur og propaganda: Gennemgang af billedmateriale og æstetiske virkemidler i FKD’s ekstreme kommunikation.

Sammenligning med tidligere studier af digital ekstremisme: Relation til eksisterende forskning om online-radikalisering.

Snowball sampling

Antropologer har gennem tiden rejst ud til fjerntliggende Stillehavsøer eller på Politiskolen, i denne opgave vender antropologen tropehjelmen mod de fjerntliggende internetøer, hvor antropologen studerer felten med en form for digital antropologi. Når antropologen tager den digitale tropehjelm på og bevæger sig ud i den digitale etnografi, så træder antropologen ind i en uendelige verden, med kroge og afkroge. Internettet har ikke Trobiandernes omkredshed, hverken geografisk, befolkningsmæssig eller sprogligt. På nettet eksisterer der, mange forskellige digitale platforme, X, Instagram, Telegram, Bitchub, Youtube, Facebook, Tiktok, Truth Social. Der er flere milliarder mennesker, som har adgang til internettet og digitale platforme. Vi kommunikerer på nettet med forskellige sprog, slang, billeder og med forskellig identitet.

Folk er kommet tættere på hinanden både venner og fjender. Viden og information har helt særlige og kunstige vilkår gennem de digitale medier.

Konstruktionen af viden fra digitale platforme tage afsæt i sneboldmetoden, som er en eksplorativ og empiristyret metode, hvor antropologen ikke på forhånd har udvalgt klare kriterier for, hvad antropologen søger efter (Ingemann, 2022, s. 87). Antropologen har nogle hypoteser og mistanke, som antropologen går ud i felten med.

Antropologen bruger disse hypoteser og mistanke som første take og ellers lader antropologen, de tendenser og adfærd, antropologen møder vise vejen. En af grundene til dette er meningsfyldt er, at feltet er stort og komplekst at komme ind på.

Sneboldmetoden er netop god til disse felter. Fremgangsmåden ved sneboldmetoden er, at man begynder med et eller flere moderdokumenter/moderprofiler (Tanggaard Pedersen & Brinkmann, 2010, s. 141). På den måde lader man moderdokumentet/profilen/tendensen/risikoadfærden lede videre til næste profil, gruppe eller hjemmeside og den leder så videre til endnu andre profiler, grupper eller hjemmesider.

Bagsiden ved at bruge sneboldmetoden, det er, at antropologen ikke er garanteret, at antropologen fanger det mest relevante materiale (Ingemann, 2022, s. 87). Antropologen er i oprulningen af snebolden og i den digitale etnografi begrænset af manglende adgang til private eller grupper på mere lyssky digitale platforme. Ligeledes er en udfordring ved sneboldmetoden, at den bliver bias styret, hvor antropologen kun vælger det, som bekræfter antropologens hypoteser. En præmis ved undersøgelser på de digitale platforme er, at profilerne kan være falske, det kan være personen ikke mener, det vedkommende skriver. Det er umuligt at spotte. Ligegyldigt hvad, så er alle kommentarer med til at skabe miljøet, narrativerne og felten. Derved er sneboldmetoden relevant i forhold til at studere de uhensigtsmæssige tendenser og den risikoadfærd, som eksisterer på de digitale platforme. Styrken ved sneboldmetoden er, særligt når antropologen endnu ikke har et stort kendskab til felten, kan bruge os rundt i felten og dermed skabe et solidt overblik.

Indholdsanalyse

Ved sneboldmetoden opløber antropologen både et persongallari, og et større overblik over, hvordan risikoadfærd og uhensigtsmæssige tendenser kommer til udtryk. For at forstå risikoadfærd og uhensigtsmæssige tendenser, så er det nødvendigt at se på de underliggende mønstre, som eksisterer i disse miljøer. Der ligger rigtig meget af disse tendenser og adfærd latent i materialet/opslagene. Det latente indhold er det implicitte eller de bagvedliggende budskaber, hvorimod det manifeste indhold er eksplicit udtrykt (Eskjær & Helles, 2015; Ingemann, 2022).

I disse miljøer og opslag bliver slang/kodesprog, ironi, memes og skjulte budskaber flittigt brugt. Det interessante ved propaganda er jo sjældent de åbenlyst ideologisk farvede budskaber i sig selv, men hvad disse siger om relationerne mellem f.eks. magthavere og befolkning (Eskjær & Helles, 2015, s. 14). Mange personer i disse miljøer er ofte bevidste om, hvad de må skrive, så de undgår at bryde lovgivningen ved for eksempel eksplicit at opfordre til vold mod en specifik gruppe. Hvis man ikke over tid har fulgt grupperne og deres brug af ord, så har man ingen forudsætninger for at kende til betydningen af ex slangudtryk. Derfor er det relevant at følge dem over tid på den måde kunne opspore de underliggende og latente mønstre og budskaber.Analyse: Radikalisering som rituel og liminal proces i digitale fællesskaber

En ung mand sidder foran sin skærm. Måske er det nat. Verden udenfor står stille, men inde i ham rører noget på sig. Han klikker sig gennem Telegram-kanaler, ser billeder, læser kommentarer. I begyndelsen er han blot en gæst, en nysgerrig tilskuer. Men gradvist bliver han noget mere. Ikke gennem overbevisning alene, men gennem deltagelse. Ikke med argumenter, men med gentagelsen. Det er ikke informationen, men gentagelsen, der forvandler ham. Han er trådt ind i et ritual. Og han er ikke alene.

Denne analyse forener tre antropologiske forståelser af ritual og transformation – Maurice Blochs teori om kognitiv transformation (1989, 2012), Victor Turners begreb om liminalitet og communitas (1969), og Émile Durkheims analyse af kollektive ritualer og det hellige (1912) – i en samlet analyse af, hvordan digitale radikaliseringsfællesskaber fungerer som ritualiserede, sociale og ideologiske overgangszoner. Med Feuerkrieg Division (FKD) og Telegram som cases vises, hvordan radikalisering ikke blot er ideologisk konvertering, men en rituel, affektiv og kollektiv transformation.

1. Løsrivelsen: Separation og kognitiv opløsning

Alle overgangsprocesser begynder med et brud. Van Gennep (1909) kaldte det separation: individets løsning fra tidligere roller og normer. Turner (1969) forstår det som indgangen til liminalitet, hvor det gamle forlades, men det nye endnu ikke er indtruffet. I FKD’s digitale økologi sker dette som en glidende forskydning: en følelse af fremmedgørelse, en voksende mistro, en emotionel søgen efter sandhed.

Telegram bliver portalen. Men adgang er betinget: Nye medlemmer skal slette deres sociale medier, erklære deres mistillid til systemet, bestå quizzer i ekstremistisk litteratur (fx *Siege* af James Mason), og dele memer med skjult betydning (Ging, 2019; Davey et al., 2021). Det kan være memes med frø-emoji 🐸, klovneansigter 🤡 (symbol for “clown world”), eller sætninger som “It’s OK to be white” (ITSOK), der fungerer som digitale adgangskoder (ADL, 2022; Tuters, 2020). Disse handlinger fungerer som digitale overgangsritualer, der markerer et brud med det profane.

Bloch (1989, 2012) taler her om *kognitiv lukning*: et punkt hvor individet gradvist suspenderer analytisk tænkning og åbner sig for en ny, mytologisk tænkemåde. Gentagelsen bliver en affektiv teknologi. Narrativer om fjenden, om forræderi, om degenereret kultur fører ikke til debat, men til accept.

2. Liminalitet: Affektiv omformning og communitas

I liminalfasen intensiveres forvandlingen. Her træder individet ind i det, Turner kalder *anti-struktur*: normernes suspension, hierarkiernes opløsning, identitetens opløsning. Det er et mellemrum, hvor nyt kan formes. I FKD’s univers udspilles denne liminalitet som et digitalt ritualrum:

Redpilling: Brugen af metaforen fra *The Matrix*, hvor den røde pille symboliserer opvågning, er et klassisk overgangsritual. Brugeren indvies i “sandheden” og bliver renset for tidligere illusioner (Nagle, 2017).
Sproglig re-socialisering: Brugeren lærer gruppens interne koder: ITSOK, honk honk, clown world 🤡 – sproglige markører for tilhørsforhold (Tuters, 2020; ADL, 2022).
Emotionel intensivering: Hver kommentar, hvert meme, hver analyse af et angreb aktiverer en kollektiv følelse af vrede, kald og mening.

Turner beskriver *communitas* som det intense fællesskab, der opstår mellem individer i liminalitet. FKD tilbyder netop dette: et digitalt brorskab, hvor individet finder en ny form for tilhørsforhold, skabt gennem delte prøvelser og ideologiske bekendelser.

Samtidig aktiveres det, Bloch kalder *transcendent kognition*: en overbevisning, hvor verden ses i binære kategorier, og hvor mytologiske strukturer overtager den sekulære refleksion. Det er ikke længere muligt at vende tilbage. Man *ved* nu, hvad man ikke vidste før.

Durkheims teori (1912) træder her til som tredje linse: gennem gentagne ritualer dyrkes *det hellige*. Det kan være martyrfortællinger – fx Brenton Tarrant, gerningsmanden bag angrebet i Christchurch – hvis manifest og billede cirkulerer i FKD’s kanaler. Hver deling, hver hyldest, hver emoji eller meme er en liturgisk handling. Tarrant hyldes med 🕊️ eller 🇳🇿, hans manifest citeres som helligtekst, og hans handlinger diskuteres med respekt og taktisk interesse (Zannettou et al., 2020; Conway et al., 2019).

Det hellige er ikke længere Gud, men ideologien. Det er dette hellige, der skaber den moralske orden – og som reproduceres gennem daglige digitale ritualer, hvor nyhedsartikler læses som bevis på undertrykkelse, og politikere ses som repræsentanter for en fjendtlig elite. Ritualet bliver ikke diskussion, men bekræftelse.

3. Reintegration: Anerkendelse, vold og fastfrysning

Når individet har bestået overgangens prøvelser, indtræder reintegration. I FKD sker dette ved adgang til mere lukkede kanaler, anerkendelse som “bror”, og opfordringer til handling. Vold bliver ikke blot legitim – den bliver hellig.

Et angreb et sted i verden udløser det, Durkheim ville kalde en *ritualcyklus*:

Et billede postes.
Manifestet deles.
Kommentarer og analyser cementerer betydningen.
Memes skaber ikonografi.

Inden for sekunder reagerer brugere med emojis: 🔥, 👏, 💀 – og derefter med vurderinger af angrebets effektivitet: “Han burde have…” eller “Næste gang skal vi…” Det er en kollektiv bearbejdning, hvor vold forvandles til nødvendighed. Den moralske barriere forsvinder.

Dette ritual genskaber gruppens kollektive identitet, moralske orden og virkelighedsforståelse. Det er gennem denne cyklus, at den enkelte ikke blot er en del af gruppen – men gruppen er blevet del af ham. Som Bloch beskriver, er dette punkt et sted, hvor kognition og moral ændres permanent.

Turner advarede mod liminalitetens farer: når overgangen ikke føres til ende, risikerer individet at forblive fanget i mellemtilstanden. Thomassen (2014) beskriver dette som *permanent liminalitet*. FKD’s medlemmer fastholdes ofte i denne tilstand: afsondret fra tidligere netværk, afhængige af communitas, og uden exitstrategi. Den rituelle transformation er fuldbyrdet, men samtidig fastfrosset.

Koehler (2017) foreslår, at af-radikalisering bør forstås som en ny overgangsrite – en symbolsk og socialt forankret proces, der gør det muligt at træde ud af det hellige fællesskab uden at falde i tomhed.

4. Syntese: Ritualets magt i digital radikalisering

Bloch, Turner og Durkheim tilbyder hver deres linse, men i forening afslører de ritualets fulde kraft i digital radikalisering:

Bloch viser, hvordan ritualer omformer kognition og åbner for ideologisk reprogrammering.
Turner forklarer, hvordan liminalitet skaber affektive overgangsrum, hvor identiteter kan omformes.
Durkheim forstår, hvordan gentagne symbolsk ladede handlinger skaber kollektiv moral og fastholder fællesskab.

Telegram og FKD bliver her et **ritualiseret liminalt rum**, hvor radikalisering ikke sker som et valg, men som en overgang. Ikke gennem overtalelse, men gennem deltagelse. Ikke med argumenter, men med affekt. Det er ikke ideologiens indhold alene, men **ritualets form og gentagelse**, der forvandler.

Og den unge mand foran skærmen? Han er ikke længere blot tilskuer. Han er blevet en del af noget. Nogen. Han er trådt over en tærskel, og døren bag ham er lukket.Diskussion: Ritualteoriens bidrag og begrænsninger i forståelsen af digital radikalisering

I det foregående analyseafsnit er Maurice Bloch, Victor Turner og Émile Durkheim blevet anvendt som analytiske optikker på digital radikalisering. Hver teoretiker tilfører en særlig sensibilitet over for, hvordan ritualer, overgange og kollektive praksisser former menneskelig erfaring. Men hvordan komplementerer og udfordrer disse tilgange hinanden? Og hvilke erkendelsesmuligheder og blinde vinkler efterlader de os med, når vi retter blikket mod radikaliseringens digitale virkeligheder?

Turner: Liminalitet, communitas og overgangens kraft

Turner bibringer netop det sociale og procesuelle perspektiv. Med hans begreber om *liminalitet* og *communitas* forstår vi, hvordan radikalisering er mere end ideologisk overbevisning: det er en overgang, hvor individet efterlader det kendte og træder ind i en kollektiv identitet, formet gennem rituelle prøvelser og emotionel tilhørsfornemmelse (Turner, 1969).

Hans teori er særligt anvendelig i digitale sammenhænge, hvor unge ofte balancerer mellem marginalisering og søgen efter mening. Turner gør os opmærksomme på de mellemtilstande, der gør individet modtageligt for ideologisk transformation. Dog er hans begreber udviklet med udgangspunkt i fysiske ritualer og traditionel kultur – det digitale rum kalder på en ny kalibrering af liminalitetens arkitektur.

Bloch: Ritualet som kognitiv transformation

Bloch tilbyder en forståelse af ritualet som en proces, der suspenderer det analytiske jeg og åbner for en dybere form for ideologisk modtagelighed. Hans begreb om *kognitiv lukning* (2012) er centralt, når vi forstår, hvordan individet i digitale fællesskaber gradvist omprogrammeres gennem gentagelse og affektiv investering. Hans styrke er det psykologisk-kognitive blik, der forbinder affekt, gentagelse og tanke.

Men Bloch overser i nogen grad ritualets kollektive og relationelle dimension. Han fokuserer primært på, hvad ritualet gør ved individets tankeform, og mindre på, hvordan det indlejres i sociale strukturer og affektive fællesskaber. Her kan han ikke stå alene.

Durkheim: Det hellige og ritualets kollektive energi

Durkheim tilføjer en forståelse af, hvordan ritualer producerer og reproducerer *det hellige* – dvs. det, som fællesskabet værdsætter, forsvarer og orienterer sig omkring (Durkheim, 1912). I FKD’s digitale fællesskaber ser vi tydeligt, hvordan martyrer, manifest-tekster og voldelige helte figurerer som hellige ikoner. Hans teori forklarer, hvordan dagligdags interaktioner – deling, memes, emojis – bliver til ritualer, der forankrer ideologien.

Men Durkheim risikerer at underkende individets agency og de strategiske, selektive valg, der også finder sted i radikaliseringsprocesser. Han ser mest på samfundets struktur og mindre på det situerede, affektive og performative aspekt, som f.eks. Bloch og Turner fremhæver.

Tværgående refleksion: Tre lag af ritualets virkning

Sammenlagt viser de tre teorier, at ritualets virkning i digital radikalisering ikke er entydig, men lagdelt:

Bloch viser, hvordan ritualet virker på tanke og perception.
Turner viser, hvordan ritualet virker på identitet og overgang.
Durkheim viser, hvordan ritualet virker på fællesskab og moral.

I forening skaber de en tredimensionel forståelse af, hvordan radikalisering finder sted som et socialt, psykologisk og affektivt felt – formet af gentagelse, intensitet og kollektiv meningsproduktion. Samtidig peger analysen på behovet for at udvide ritualforståelsen til det digitale felt: her er ritualer ofte fragmenterede, asynkrone og anonymiserede, men ikke mindre virksomme. Tværtimod.

Afsluttende bemærkning

Ved at bringe Bloch, Turner og Durkheim i dialog bliver det muligt at forstå digital radikalisering som mere end ideologisk konvertering: det er en rituel passage, en emotionel tilknytning og en social iscenesættelse af identitet og virkelighed. Ritualet er ikke blot et middel. Det er selve motoren.

Kritisk diskussion: Ritualteoriens rækkevidde, blinde pletter og begrænsninger i praksis

Brugen af ritualteori har vist sig frugtbar i analysen af digital radikalisering som en liminal og affektiv overgangsproces. Teorien åbner for en forståelse af radikalisering, der går ud over ideologisk konvertering og fokuserer på transformationens sociale og symbolske struktur. Men en kritisk læsning af teorien – og dens anvendelse i praksis – rejser spørgsmål til både dens rækkevidde og dens blinde pletter.

Victor Turners begreb om liminalitet og communitas tilbyder et stærkt greb til at forstå den overgangstilstand, rekrutter befinder sig i. Hans fokus på det sociale fællesskab og anti-strukturens midlertidige normopløsning hjælper med at synliggøre, hvordan unge ikke blot trækkes mod ideologi, men mod mening, intensitet og fællesskab. Samtidig er Turners teori udviklet med udgangspunkt i fysiske ritualer i præmoderne samfund. Overført til det digitale bliver liminaliteten mere fragmenteret, asynkron og anonymiseret – og dermed vanskeligere at indkredse. Her bliver det relevant at inddrage Benedict Andersons forestillede fællesskaber for at forstå, hvordan følelsen af samhørighed opstår mellem mennesker, der aldrig mødes fysisk.

Maurice Bloch tilføjer en afgørende kognitiv dimension, idet han viser, hvordan gentagelse og affektive ritualer kan omstrukturere individets perception og virkelighedsforståelse. Men Blochs fokus på struktur og transformation via symbolsk deltagelse risikerer at fremstille individet som en passiv modtager snarere end en aktør. Dermed overses intention, modstand og strategisk brug af identitet. Her kunne Judith Butlers performativitetsbegreb bidrage til en mere nuanceret forståelse af, hvordan handling og gentagelse også kan være refleksiv, ambivalent – og i nogle tilfælde undergravende.

Émile Durkheim bidrager med en forståelse af, hvordan det hellige og det profane skaber moralske fællesskaber gennem kollektive ritualer. Det bliver særligt relevant i analysen af Telegrams symbolske struktur, hvor martyrfortællinger, våben, manifesthyldester og emojis skaber et affektivt værdifællesskab. Men Durkheims funktionalistiske blik risikerer at maskere magt, kontrol og eksklusion – netop de mekanismer, der kan fastholde unge i ekstremistiske fællesskaber. Hvor Turner og Bloch er optagede af overgang og transformation, er Durkheim rettet mod stabilitet og orden – og kan dermed overse dynamikker som tvang, pres og affektiv mobilisering.

Tilsammen giver de tre teoretikere et rigt begrebsapparat til at forstå radikalisering som rituel og affektiv proces. Men de overser samtidig centrale aspekter af digital radikalisering: teknologiens rolle, platformens design, algoritmiske forstærkningsmekanismer, brugernes strategiske iscenesættelser og de hybride identiteter, der formes i online-rum. Ritualteorien giver blik for transformationens inderside – men ikke nødvendigvis for dens digitale infrastruktur.

Dette bliver særligt tydeligt, når ritualteorien forsøges oversat til forebyggelsesstrategier og praksis. I feltet møder vi en virkelighed, hvor ritualets subtile rytmer, symboler og fællesskaber sjældent fremstår tydeligt og genkendeligt. Memes, emojis, interne jokes og martyrbilleder optræder i konstant forandring, og de digitale ritualer, der foregår i Telegram-rum, kan være flygtige, fragmenterede og kun delvist tilgængelige. Hvor ritualteorien antager visse gentagelses- og kontinuitetsmønstre, opererer praksisfeltet i en ustabil og kontekstafhængig virkelighed.

Desuden er teoriens begreber svære at operationalisere. Hvad vil det fx sige at afbryde en liminal fase? Hvordan designer man et modritual i en platformskultur, hvor deltagerne er anonyme, transnationale og delvist ironiske i deres kommunikation? Her opstår en kløft mellem teoriens dybde og praksisfeltets krav til handlingsrettethed. Det bliver ikke altid tydeligt, hvordan indsigterne omsættes til konkrete interventioner.

Dertil kommer, at ritualteorien kan have en tendens til at romantisere fællesskabet – også når det er destruktivt. Begreber som communitas og det hellige kan skabe en analytisk fascination af intensitet og tilhørsforhold, uden at tydeliggøre de normer, hierarkier og sanktioner, der også strukturerer de radikaliserede fællesskaber. Dermed risikerer teorien at fremstå normativt neutral over for ekstremismens affektive kraft og voldelige retning.

Endelig overser ritualteorien ofte, at teknologien selv er medproducent. Telegram er ikke blot en scene for rituel deltagelse, men en platform med egne logikker, affordances og algoritmiske strømme. Det betyder, at radikalisering ikke kun er socialt eller symbolsk – men også teknologisk forankret.

Derfor peger en kritisk praksisnær læsning på behovet for at kombinere ritualteoriens sensibilitet med teorier om digitale mediekulturer, affektøkonomi og performativ identitet. Først når vi integrerer disse perspektiver, bliver teori ikke blot refleksion, men et handlekraftigt værktøj i mødet med ekstremisme.Perspektivering: Forebyggelse af onlineradikalisering gennem rituelle og sociale interventioner

Radikalisering fungerer som en overgangsfase, hvor individer bevæger sig gennem en liminal proces, der omstrukturerer deres identitet, tilhørsforhold og verdensbillede. Hvis vi forstår radikalisering som en social og rituel transformation, kan forebyggelse ikke alene fokusere på modideologi eller individuel intervention, men må også adressere de sociale, rituelle og kollektive mekanismer, der driver processen.

Samtidig kan onlineradikalisering betragtes som et wicked problem (Rittel & Webber, 1973), hvilket indebærer, at det ikke har en entydig løsning, men i stedet kræver en fleksibel, tværfaglig og kontekstsensitiv tilgang (Jensen & Pedersen, 2017). For at forebygge radikalisering effektivt må man derfor erkende, at der ikke findes en “tam” velfærdsløsning, men at indsatsen skal tilpasses de unges komplekse sociale, psykologiske og teknologiske virkelighed.

Ritualteoriens stærkeste bidrag til forebyggelse er dens forståelse af mennesket som deltagende, sansende og følende væsen. Hvis vi for alvor skal imødegå radikaliseringens digitale tiltrækning, må vi skabe modritualer, der ikke blot modargumenterer, men **modformer**. Det er i fællesskabets rytme og det helliges gentagelse, at de stærkeste transformationer finder sted – i ekstremismen som i forebyggelsen.

1. At tilbyde alternative liminale rum

Victor Turner (1969) beskriver liminalfasen som en tilstand, hvor individet løsriver sig fra sin tidligere identitet, men endnu ikke er fuldt integreret i en ny. Digitale ekstremistiske fællesskaber udnytter netop denne fase ved at skabe meningsgivende overgangsritualer, hvor rekrutter gennemgår prøvelser og symbolsk transformation. For at forebygge radikalisering bør forebyggelsesstrategier derfor fokusere på at tilbyde alternative liminale rum, hvor unge kan gennemgå identitetsudvikling på en måde, der ikke leder til ekstremisme.

Eksempler på sådanne initiativer kan være:

Mentorprogrammer for sårbare unge, hvor de får mulighed for at udvikle en ny identitet i et støttende fællesskab.
Online fællesskaber, der tilbyder positive overgangsritualer, såsom gamification af læring, sociale udfordringer eller fælles aktiviteter, der kan skabe en følelse af tilhørsforhold uden ekstremisme.
Kreative og performative rum, hvor unge kan afprøve nye identiteter gennem kunst, musik, storytelling eller rollespil – praksisser, der kan fungere som sociale overgangsritualer uden voldelig ideologi.

2. Ritualers magt: At skabe positive overgangsritualer

Maurice Bloch (2012) viser, hvordan ritualer ikke blot overbeviser individer kognitivt, men ændrer deres måde at være i verden på. Digitale radikaliseringsfællesskaber skaber ritualer, hvor individer trænes i at internalisere gruppens normer gennem gentagne handlinger: forbrug af propaganda, performative tests (f.eks. hacking, provokationer i debatter) og symbolsk interaktion (memer, slogans, emojis som 🐸 eller 🤡).

En forebyggende strategi bør derfor ikke blot afvise ekstremistiske ritualer, men tilbyde alternative ritualer, der skaber en lignende følelse af fællesskab og transformation. Dette kan indebære:

Digitale narrative interventioner, hvor tidligere radikaliserede individer deler deres historier som en slags modritual, der tilbyder et alternativ til den radikale liminalrejse.
Sanktionerede online-ritualer, hvor unge kan engagere sig i gamification-baserede eller socialt anerkendte udfordringer, der giver dem en følelse af udvikling og fællesskab uden at kræve ekstremistisk engagement.
“De-radikalisering” som en ritualiseret proces, hvor tidligere ekstremister kan gennemgå et modsatrettet overgangsritual, hvor de genintegreres i samfundet gennem fysiske og digitale symbolhandlinger, mentorordninger og sociale praksisser.

3. Kollektiv integration og social tilknytning

Émile Durkheim ([1912] 1995) viser, at kollektive ritualer styrker social integration og solidaritet. Ekstremistiske grupper skaber tætte sociale bånd gennem kollektive handlinger, der giver medlemmer en stærk følelse af identitet og formål. Det hellige skabes og bekræftes gennem daglig praksis – i det digitale rum bl.a. gennem deling af martyrfortællinger, kommentarer og symbolsprog, der opretholder fællesskabets sammenhængskraft.

Denne pointe understøttes af Johansens (2022) studie af bande-exit-programmer i Danmark, hvor det påpeges, at intime relationer og følelsen af tilhørsforhold er afgørende for at hjælpe individer ud af destruktive miljøer. Overført til forebyggelse af onlineradikalisering betyder dette, at interventionsstrategier bør fokusere på at skabe stærke, støttende relationer og alternative fællesskaber for sårbare individer.

Dette kan indebære:

Styrkelse af digitale fællesskaber med stærke sociale ritualer, der kan give unge en følelse af integration uden ekstremisme.
Mobilisering af allerede eksisterende fællesskaber – f.eks. esport, musik- og kunstfællesskaber – for at give unge alternative steder, hvor de kan opleve rituel samhørighed og kollektiv identitetsskabelse.
Anvendelse af “rituel dekonstruktion” af ekstremistiske fællesskaber, hvor tidligere medlemmer deltager i offentlige ceremonier eller digitale kampagner, der synliggør bruddet med radikal identitet og genoptagelsen af en ny social tilknytning.

4. Digital intervention: At forstyrre den radikale overgangsproces

Onlineradikalisering er et wicked problem, og forebyggelsesstrategier må derfor være dynamiske og adaptive (Jensen & Pedersen, 2017). En praktisk tilgang til forebyggelse bør også tage højde for, at ekstremistiske grupper udnytter digitale rum til at skabe en gradvis overgangsproces.

Forebyggelse kan derfor:

Forstyrre liminalfasen ved at infiltrere radikaliserede digitale fællesskaber med modnarrativer, humor og alternative fortællinger, der skaber kognitiv dissonans hos rekrutter.
Bruge algoritmiske interventioner, hvor digitale platforme automatisk identificerer individer i en tidlig fase af radikaliseringsprocessen og leder dem mod alternative fællesskaber.
Udvikle “exit-ritualer”, hvor individer, der ønsker at forlade radikale miljøer, tilbydes en struktureret overgangsproces, der imiterer de ritualer, de tidligere har gennemgået – men i en demokratisk og samfundsunderstøttende kontekst.

Delkonklusion

Radikalisering handler ikke blot om ideologi, men om rituelle transformationer og identitetsudvikling. En effektiv forebyggelsesstrategi må derfor anerkende, at unge, der søger fællesskab og mening, ofte trækkes mod ekstremistiske grupper, fordi disse grupper tilbyder en struktureret overgangsproces, hvor de kan gennemgå en liminal transformation og opnå en ny identitet.

Forebyggelse af digital radikalisering kræver således ikke kun modideologi eller censur, men en dybere forståelse af ritualers sociale magt, og hvordan alternative overgangsritualer kan tilbydes som en vej ud af ekstremistiske fællesskaber.

En helhedsorienteret tilgang bør derfor kombinere:

Forståelsen af radikalisering som en overgangsrituel proces (Turner, Bloch, van Gennep, Durkheim).
Erkendelsen af onlineradikalisering som et wicked problem, der kræver fleksible og adaptive løsninger (Jensen & Pedersen, 2017).
Betydningen af intime relationer og tilhørsforhold som afgørende for at trække individer væk fra ekstremistiske miljøer (Johansen, 2022).

Ved at anvende Turners liminalitetsteori, Blochs forståelse af ritual, van Genneps model for overgangsritualer og Durkheims teori om kollektiv integration, kan forebyggelsesindsatser tilrettelægges således, at de:

Tilbyder alternative liminale rum, hvor unge kan gennemgå identitetsudvikling uden ekstremisme.
Skaber positive overgangsritualer, der giver en følelse af transformation uden voldelig ideologi.
Styrker kollektive fællesskaber, der kan give en følelse af tilhørsforhold uden radikaliserende effekter.
Forstyrrer radikaliseringsprocessens digitale ritualer, så rekrutter ikke gennemgår en glidende overgang til ekstremisme.

Denne indsigt kan danne grundlag for mere effektive og langtidsholdbare forebyggelsesstrategier, der ikke blot fokuserer på at stoppe ekstremisme, men også på at skabe meningsfulde alternativer for sårbare individer.

Konklusion: Radikalisering som en Liminal og Rituel

Transformation

Denne rapport har vist, hvordan radikalisering i digitale fællesskaber kan forstås som en overgangsproces, hvor individer gennemgår en struktureret transformation via ritualiserede praksisser og kollektiv identitetsdannelse. Med afsæt i Maurice Blochs teori om kognitiv transformation, Victor Turners begreb om liminalitet og communitas, Arnold van Genneps klassiske model for rites de passage og Émile Durkheims teori om kollektive ritualer er det blevet belyst, hvordan digitale fællesskaber som Feuerkrieg Division (FKD) på Telegram fungerer som ritualiserede overgangsrum, hvor radikalisering ikke blot sker som ideologisk påvirkning, men som en dybt forankret affektiv og social transformation.

Telegram som digitalt overgangsrum

For mange rekrutter starter radikaliseringen ikke med en eksplicit søgen efter ekstremisme, men med en følelse af marginalisering og eksklusion fra mainstream-samfundet. Telegram bliver i denne sammenhæng et digitalt liminalt rum, hvor individet løsriver sig fra sin tidligere identitet og gradvist internaliserer nye normer og værdier (Turner, 1969). FKD’s netværk er struktureret som en rituel passage, hvor rekrutter guides gennem adskillelse, liminalitet og reintegration:

Adgang til skjult materiale og propaganda.
Udførelse af performative testhandlinger.
Opbygning af communitas med gruppen og cementering af ny identitet.

Denne transformation styrkes gennem påvirkning af radikalisatorer og emotionel deltagelse, hvilket gør det vanskeligt for individet at vende tilbage til sin tidligere sociale position. Ligesom i van Genneps model (1909) kan radikalisering ses som en tredelt struktur, men i modsætning til traditionelle overgangsritualer ender den ofte i en fastfrosset liminalitet, hvor individet forbliver fanget i et ekstremistisk ekkokammer.

Digitale ritualer og kognitiv omstrukturering

Blochs teori viser, hvordan ritualer kan omstrukturere individets kognitive system og gøre det mere modtageligt for ideologi. I FKD’s netværk bliver dette tydeligt gennem brugen af:

Memes og emojis (fx 🐸, 🤡) som kodet sprog og følelsesmæssig aktivering.
Martyrfortællinger og mytologisering af figurer som Brenton Tarrant.
Symbolske prøvelser og krav om aktiv deltagelse i propagandaspredning eller fjende-bekæmpelse.

Denne gentagelse og performative deltagelse skaber det, Bloch kalder en *transcendent kognition*, hvor virkeligheden tolkes i binære moralske strukturer, og kritisk refleksion suspenderes. Telegram bliver ikke blot en kommunikationsplatform, men et digitalt ritualcenter, hvor ideologi bliver levet, følt og internaliseret.

Kollektiv integration og skabelsen af det hellige

Durkheim ([1912] 1995) fremhæver, hvordan kollektive ritualer skaber solidaritet og definerer det hellige. FKD’s brug af fælles symbolik, mytologiserede narrativer og fælles fjendebilleder viser, hvordan gruppens moral og verdenssyn bliver internaliseret gennem daglige digitale ritualer. Telegram fremstår som en slags kultisk arena, hvor hver deling, reaktion og kommentar indgår i en ritualcyklus, der skaber en kollektiv identitet og en ny moralsk orden.

Forebyggelse som rituel og social intervention

Hvis radikalisering fungerer som en overgangsrejse, må forebyggelse tilbyde en alternativ rute. Denne rapport har i perspektiveringen vist, hvordan ritualteori kan anvendes til at udvikle mere meningsfulde forebyggelsesstrategier:

Turner peger på vigtigheden af at skabe alternative liminale rum, hvor unge kan eksperimentere med identitet uden at blive trukket mod ekstremisme.
Bloch fremhæver nødvendigheden af at tilbyde alternative ritualer, der også kan skabe transformation og fællesskab.
Durkheim minder os om, at alle fællesskaber har brug for et helligt centrum, og at vi derfor må tilbyde alternativer til ekstremismens mytologiske fortællinger.

Det betyder konkret, at forebyggelse kan fokusere på:

Skabelse af positive digitale og fysiske overgangsrum for unge.
Opbygning af ritualiserede fællesskaber, hvor tilhørsforhold og identitet kan formes uden voldsideologi.
Udvikling af af-radikaliseringsritualer, der tilbyder en meningsfuld vej tilbage.
Algoritmisk og narrativ intervention i digitale rum, hvor rekrutter mødes tidligt i processen.

Afsluttende refleksion

Radikalisering er ikke en øjeblikkelig forførelse, men en rituel overgang fra én identitet til en anden. Det, denne rapport har vist, er, at radikalisering må forstås som en liminal passage – et digitalt overgangsrum, hvor individet gøres modtageligt gennem gentagelse, affekt og social tilknytning. Telegram fungerer som en digital korridor, hvor unge bevæger sig mod en ny eksistensform – og hvor døren bag dem ofte smækker i.

Hvis vi vil forebygge radikalisering, må vi tage denne overgang alvorligt. Vi må forstå, hvordan deltagelse, ikke blot ideologi, forvandler. Og vi må skabe alternativer, hvor unge ikke bare kan tænke anderledes, men være anderledes – i fællesskab, i mening og i retning.

Det er ikke modargumentet, men modritualet, der virker.

Referenceliste

Antropologisk teori og ritualer

Bloch, M. (2012). *Ritual, history and power: Selected papers in anthropology*. Taylor & Francis.

Durkheim, É. ([1912] 1995). *The elementary forms of religious life* (K. E. Fields, Trans.). Free Press.

Turner, V. (1969). *The ritual process: Structure and anti-structure*. Aldine Transaction.

Van Gennep, A. (1909). *The rites of passage* (M. B. Vizedom & G. L. Caffee, Trans.). University of Chicago Press.

Radikalisering og ekstremisme

Baumgartner, P., Gerard, F. J., & Kaati, L. (2020). The Feuerkrieg Division: A case study in transnational far-right networking and mobilisation. *Perspectives on Terrorism*, 14(6), 35–48.

Brzuszkiewicz, S. (2020). Radicalization in the digital era: The use of Telegram by right-wing extremists. *European Eye on Radicalization*. https://eeradicalization.com/radicalization-in-the-digital-era-the-use-of-telegram-by-right-wing-extremists/

Conway, M., Scrivens, R., & Macnair, L. (2019). Right-wing extremists’ persistent online presence: History and contemporary trends. *ICCT Journal*, 10(2), 1–13. https://icct.nl/publication/right-wing-extremists-persistent-online-presence-history-and-contemporary-trends/

Ebner, J. (2020). *Going dark: The secret social lives of extremists*. Bloomsbury Publishing.

McCauley, C., & Moskalenko, S. (2017). Understanding political radicalization: The two-pyramids model. *American Psychologist*, 72(3), 205–216. https://doi.org/10.1037/amp0000062

Zannettou, S., Caulfield, T., Blackburn, J., De Cristofaro, E., Sirivianos, M., Stringhini, G., & Suarez-Tangil, G. (2020). Characterizing the Use of Images in Memes and Online Hate. *Proceedings of the International AAAI Conference on Web and Social Media*, 14(1), 784–795.

Digitale fællesskaber, wicked problems og social intervention

Jensen, P. H., & Pedersen, L. B. (2017). Vilde problemer, tam velfærd? Om wicked problems i den danske velfærdsstat. *Politik*, 20(1), 29–47. https://tidsskrift.dk/FPPU/article/view/129124

Johansen, M.-L. E. (2022). Intimate belonging—Intimate becoming: How police officers and migrant gang defectors seek to (re)shape ties of belonging in Denmark. *Genealogy*, 6(2), 40. https://doi.org/10.3390/genealogy6020040

Rittel, H. W. J., & Webber, M. M. (1973). Dilemmas in a general theory of planning. *Policy Sciences*, 4, 155–169.

Metodeteori

Ingemann, B. (2022). Dokumentmetode og informationssøgning. I S. Brinkmann & L. Tanggaard (Red.), *Kvalitative metoder: En grundbog* (s. 87–105). København: Hans Reitzels Forlag.

Tanggaard, L., & Brinkmann, S. (2010). Interviewet: Samtalen som forskningsmetode. I S. Brinkmann & L. Tanggaard (Red.), *Kvalitative metoder: En grundbog* (s. 29–53). København: Hans Reitzels Forlag.

Eskjær, M. F., & Helles, R. (2015). *Kvantitativ indholdsanalyse*. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Kilder

Domstolsafgørelser og officielle udtalelser: Højesterets domsresumé i sag 73/2024; PET pressemeddelelse 27.5.2024; UK Counter Terrorism Policing meddelelse 17.7.2020; Reuters nyhed 8.2.2021.

Akademiske analyser og rapporter: Middlebury CTEC-rapport *Dangerous Organizations and Bad Actors: Feuerkrieg Division* (19.7.2022); CTC Sentinel (West Point) vol. 14 iss. 5 (Alex Newhouse, 2021); GWU Program on Extremism (Jacob Ware, 2023).

NGO- og medieinformation: Anti-Defamation League profil; Counter Extremism Project briefing; BBC og Unicorn Riot via CTEC; Lithuanian Jewish Community news; Hope Not Hate (UK) om Luke Hunter.

Yderligere akademiske kilder

Ging, D. (2019). Alphas, Betas, and Incels: Theorizing the Masculinities of the Manosphere. *Men and Masculinities*, 22(4), 638–657. https://doi.org/10.1177/1097184X17706401

Nagle, A. (2017). *Kill All Normies: Online Culture Wars from 4chan and Tumblr to Trump and the Alt-Right*. Winchester: Zero Books.

Tuters, M. (2020). Clown World: Meme Magic, Violence and the Far-Right. *Open Information Science*, 4(1), 97–108. https://doi.org/10.1515/opis-2020-0007

Related Post

Skriv et svar Annuller svar